Julehjælp 2023 - Julen er for alle



Børnenes fest – vi barnliges fest - hjerternes fest – vi voksnes fest – julen er for alle uanset økonomi. Derfor er julehjælpen også nødvendig.

Af Lone Buhl Pedersen

Men der er desværre mange i dag, hvor julens glædelige budskab også er iblandet en sorg over ikke at kunne give hinanden - og i særdeleshed børnene en jul, der tilnærmelsesvis ligner deres kammeraters jul. 

Hjælper andre, så de kan holde jul

Årsagerne til at pengene ikke rækker hos flere kan være mange. Men sikkert er det, at når man søger om julehjælp så er det fordi, at man uden denne hjælp ikke kan se sig ud af, hvordan man skulle kunne få en glædelig jul uden hjælpen. En jul med juletræ – lys på bordet – god mad på tallerkenen og legetøjs pakker til børnene. Det handler ikke om at lille Sofus eller lille Mette skal have den nye smarte computer – men det handler om, at man gerne vil markere, at julen er en højtid. At julen er en særlig stund – en glædelig stund – at julen er en fest for alle. 

Et trist alternativ

Det er trist at så mange søger julehjælp. Men hvor er det glædeligt, at julehjælpen findes. Hvor er det glædeligt, at der er steder at gå hen. For alternativet, at der ingen steder var at søge ville være forfærdeligt. 

Vi bor i Danmark – vi har som samfund og som kristne mennesker en pligt til at række hænderne ud så enhver – også selv om man ikke betaler topskat – kan tage del i fejringen. 

Modtager masser donationer

I Østbirk og Yding sogne kan julehjælpen lade sig gøre fordi en masse mennesker har været forbi Præstegården med gavekort eller kontanter – eller har Mobilepayet et beløb til Præsten. Mange har været forbi Præstegården med skønne legesager, lækre håndlavede tæpper og meget mere. Præstegårdens strikkedamer har givet et større beløb. Politikkens forlag har givet bøger. Logen: De ni forenede hjerter har givet en kæmpe hjælp – ligesom gavekort fra kvindelogen Primula også har gjort en stor forskel. Vores Lokale Brugs og Netto har også rundhåndet hjulpet til.
 

Lone Buhl Pedersen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024