Alle VAR til åbent landbrug



De ofte så bruge ord ved arrangementer ”alle er velkomne” fik en helt ny dimension ved søndagens åbne landbrug på Jægerborg og Julianelyst. Specielt det nyrestaurerede Julianelyst Gods trak som forventet rigtig mange besøgende, og man fik virkelig fornemmelsen af, hvor mange alle interesserede kan være.
 Allerede lidt over middag havde man på Jærgersborg rundet de forventede 1250 besøgende og besøgstallet endte med at runde 2.500. På Julianelyst er der registreret omkring 5.000 besøgende og fælles for begge steder er at flere sikkert er smuttet indenfor uden registrering.
 Marianne og Klaus Sørensen har boet på Jægersborg, på Stenkærvej 8, siden 1996. Klaus er 6. generation på gården, der har 130 malkekøer af Rød Dansk Malkerace. På Jærgersborg drives 158 hektar med majs og græs til foder og korn.
 Det var ikke planlagt at en af køerne skulle kælve søndag formiddag, men det blev bestemt hovedattraktionen mens det stod på, og den lille nyfødte kalv kiggede ud i verden omringet af børn, der stolte og med store øjne efterfølgende kunne berette om oplevelsen.
 Og sanserige oplevelser for børn var der masser af, man kunne sidde i traktorer, klappe køer og lege i hø, Arla gav smagsprøver på produkterne, og der var lavet familiequiz til dagen. Sit helt eget traktorkørekort kunne man også forsøge at erhverve på pedaltraktorbanen.
 Fremtidens Legeplads, forældreforeningen fra Østbirk Skole, stod for salget af grillede pølser, drikkevarer og kage, og det var også tilfældet på Julianelyst Gods nogle hundrede meter fra Jægersborg.
 Her havde Agnete og Claus Thinggaard budt indenfor på godset, som siden 2010 har gennemgået en omfattende restaurering. Der er bygget topmoderne ridehal og stald-faciliteter og staldene huser pt 17 heste.
 På godset kunne man se de store maskiner og høre om natur- og vildtpleje. Vestbirk Rideklub sørgede for ponyrideture i ridehallen og publikum fik præsentation og opvisning i dressur på det ligeså imponerende udendørs anlæg.
 Det store rykind på Julianelyst gav forældreforeningen en meget travl dag, men det lykkedes vist så nogenlunde at få nye forsyninger frem flere gange, uden der måtte opsættes udsolgt skilte.
 På Julianelyst Gods var der også halmlegeplads og man kunne få en køretur i traktorens påhængsvogn.
 Godset er på 245 hektar med planteavl, primært korn til fremavl samt græsfrø. Dertil hører 100 hektar skov. Julianelyst Gods driver eget natur- og vildplejeprojekt. Der opdrættes bl.a. fasaner med skrukhøns, og der laves mange tiltag ude i naturen for at sikre bedre yngle- og levevilkår for markvildtet, primært agerhøns, harer og fasaner. Desuden dyrkes der juletræer og fremavles frø til plænegræs til DLF Trifolium. Det nyrestaurerede hovedhus er udstykket fra Urup Sædegård og er fra 1792.
 Landbrug og Fødevarer, der koordinerer Åbent Labrug, har registret at 86.388 børn og voksne har brugt deres søndag på landet for at besøge et af de landbrug, der åbnede dørene til den årlige begivenhed. Det er 20.000 flere end sidste år. 51 gårde deltog i årets arrangement.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025