
Med flere end 3500 koncerter i bagagen er det en rutineret musiker, der kan opleves fortolke Carl Nielsen på Horsens Ny Teater på Spil Dansk Dagen den 29. oktober kl. 11.
Kaare Norge er pladeaktuel med CD’en The Song The Melody, hvor han tager livtag med netop 14 af Carl Nielsens danske sange i egne arrangementer. Kaare Norges arrangementer forholder sig respektfuldt og ydmygt til Carl Nielsens originale forlæg. Carl Nielsen skrev ikke musik for guitar, men faktisk demonstrerer Kaare Norge, at guitaren på sin lavmælte og ikke anmassende facon viser hvilken betagende indre styrke, der ligger i Carl Nielsens melodier.
Kaare Norge, der blev optaget på konservatoriet som kun 17-årig, har i dag 23 meget forskellige CD-udgivelser bag sig, bl.a. også udgivelser med hans egne kompositioner.
Til Spil Dansk-koncerten kan man glæde sig til at høre eksempler på forskellige sider af Kaare Norges store repertoire - naturligvis med fokus på Carl Nielsen og det danske!
Det er den klassiske musikfestival Holmboe i Horsens og Kulturafdelingen der står bag koncerten på Horsens Ny Teater. Koncerten foregår i Kviumsalen på Horsens Ny Teater kl. 11 og varer knap en time. Der er fri entré til koncerten, men der bør bestilles billet på www.horsens.dk/spildansk så ingen går forgæves. Dørene åbnes kl. 10.30.
Klik her, bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis og få nyhederne på Facebook!