Efter planen skulle aftenen være startet kl. 19.00, men den store menneskemængde gjorde det umuligt at få registreret de fremmødte og udlevere stemmesedler rettidigt, men kl. 19.30 var alt på plads til at valgforsamlingen kunne gå i gang.
Marianne Krogh blev valgt til dirigent, og hun gav derefter ordet til menighedsrådets mangeårige formand Preben Egeholt, der beskrev menighedsrådets opgaver, kompetencer og hidtidige arbejde.
Preben Egeholt kom bl.a. ind på mange af de ting menighedsrådet har arbejdet med i perioden siden sidste valg, bl.a. renovering af kirkens tag, kloakseparering, fornyelse af kirkegården og meget andet herunder menighedsrådets arbejde med at søge midler til løbende renoveringer og istandsættelser, udover det budget der er til rådighed således, at Østbirk Kirke og dens omgivelser til stadighed fremstår i præsentabel stand.
Herefter blev der opstillet kandidater til menighedsrådet, og det stod hurtigt klart at der ville blive tale om et kampvalg da ikke mindre end 11 kandidater ønskede at stille op for at kæmpe om 7 ledige pladser.
Kandidaterne fik lejlighed til at præsentere sig selv og deres kandidatur, og herefter skred man til valghandlingen der naturligvis foregik ved skriftlig afstemning.
At det store fremmøde kom bag på arrangørerne, fik forsamlingen for alvor at mærke da stemmerne skulle tælles op.
Det betød en lang pause i mødet, og det benyttede flere af de fremmødte til at forlade kirken da man efterhånden havde været igennem et timelangt møde med ventetid inden mødet kunne gå i gang.
Valgresultat
Omkring kl. 20.30 kunne afstemningsresultatet offentliggøres og følgende 7 personer blev valgt:
1) Marianne Krogh 76 stemmer
2) Jørgen Døssing Krogh 63 stemmer
3) Joan Kattrup Brok 53 stemmer
4) Anne Sørensen 46 stemmer
5) Henriette Gadeberg 39 stemmer
6) Majbritt Landbo 34 stemmer
7) Åge Sørensen 28 stemmer
Følgende kandidater opnåede ikke valg:
Jens Martin Grove 24 stemmer
Niels Boas 23 stemmer
Preben Egeholt 18 stemmer
Tage Nymark 14 stemmer
Til suppleanter valgtes Jens Martin Grove og Rene Rose uden kampvalg.
Der skal vælges ny menighedsrådsformand
Valgresultatet betød således et farvel til menighedsrådets formand Preben Egeholt efter 30 års ihærdigt arbejde heraf 20 år som formand, og Marianne Krogh takkede da også efterfølgende Preben Egeholt for den store betydning han har haft i sit mangeårige virke som formand.
At arven efter Preben Egeholt kan blive tung at løfte vidner det de mange nyvalgte medlemmer om.
Fra det nuværende menighedsråds er der kun Anne Sørensen, Jørgen Døssing Jepsen og Marianne Krogh tilbage, mens resten er nye og uprøvede kræfter udi menighedsrådsarbejde.
Hvem der bliver ny formand for menighedsrådet vides endnu ikke, men der gættes allerede nu på, at Marianne Krogh er et oplagt emne efter tirsdag aftens flotte valgresultat.
Endnu er det ikke 100 % sikkert, at de personer der blev valgt tirsdag aften, også kommer til at udgøre det nye menighedsråd, idet der eventuelt skal afholdes et afstemningsvalg.
Det sker hvis der senest 4 uger efter valgforsamlingen, dvs. senest den 13. oktober 2020 indleveres en alternativ kandidatliste, og i så fald skal der afholdes et nyt afstemningsvalg den 17. november 2020.
Valgforsamlingen sluttede kort før kl. 21.00, hvorefter der blev budt på ost og vin i Præstegården for dem der havde holdt ud efter en lang aften i Østbirk Kirke.