
Clementones er et A Capella vokalensemble, der udgøres af fire kantorisangere fra Aarhus Domkirke og Skt. Lukas Kirke, der også er beliggende i Aarhus. A Capella betyder ”i kapelstil” eller ”i kirkestil” og er betegnelsen for flerstemmig sang uden instrumentalledsagelse.
De fire sangere, Malte, Alexander, Oliver og Erik, har sunget sammen i Aarhus Domkirkes drengekor, siden de var 9 år gamle, og de deler derfor både korminder, erfaringer og venskaber. Den fælles tid i domkirkens drengekor har skabt stærke kortraditioner, som de medbringer i deres egen kvartet.
Clementones har blot sunget sammen som gruppe i godt et års tid, men allerede i april vandt de både ungekategorien og startkategorien i nordiske mesterskaber i barbershop, der blev arrangeret af The Society of Nordic Barbershop Singers (SNOBS). De fire sangere arbejder meget med barbershop som musikalsk genre, og barbershop-musikken vil danne en rød tråd gennem hele aftenen i Kattrup Kirke. Barbershop-musik udspringer af en amerikansk tradition fra 1940’erne, der især omfatter gamle jazzstandarder, men også gamle danske kendinge som f.eks. ”Jeg sætter min hat, som jeg vil ” og ”Altid vil jeg mindes denne aften” er på repertoiret. I det hele taget spænder Clementones bredt – koncertaftenen i Kattrup vil således også byde på musik fra både Beatles og Shu-bi-dua, og der vil blive budt ind til fællessang.
Efter koncerten er Kattrup-Tolstrup Menighedsråd vært for en kop kaffe, der indtages i kirkens våbenhus.
Alle er velkomne til en aften med smil, overraskelser og lange toner, og der er fri entré til koncerten.