Foto: Sabbe - Eget arbejde, CC BY-SA 4.0
For at træde ind i Kirken (Såvel Østbirk som Yding) må enhver gå igennem kirkegården som er byens og egnens smukkeste have. Også kaldet: De dødes have. Det er så fint, at vi skal gå igennem kirkegården for at komme ind i kirken, fordi det håb, der forkyndes herinde i Kirken. Håbet om, at der er mere liv efter døden. Håbet om, at døden ikke er det sidste, der er at sige om noget menneske - det håb forkyndes i evangeliet til os alle, levende som døde.
Når vi holder gudstjeneste, er vores døde også indbefattet i det, der forkyndes i evangeliet. Dem gælder det også: Genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Vi, levende som døde, har håbet om opstandelsen til fælles.
Vi kender nok alle nogen, der har en gravsten. En sten, hvor navnet er indfældet og hvor livslængden er indrammes af de to årstal. Nogle døde alt for tidligt – andre døde ”mæt af dage”.
Men uanset livslænge og uanset skæbnen, der gemmer sig bag navnet på stenen, så er Kirkegården et skønt og glædeligt sted, fordi vores døde jo slet ikke er her, de er i himmelen siger vi. Det er ikke sådan at forklare det med opstandelse! Men hjertet aner, at det er et glædeligt budskab og derfor kan vi sige at de har det himmelsk, hvor de er.
Der vil være sat klapstole op. Der vil være tæpper at pakke om sig. Sluttelig en kop kaffe og en småkage.
Skulle det regne rykker vi selvfølgelig ind i Kirken.
