
SF’s Bjarne Sørensen, udtaler i Horsens Folkeblad 23/11, at han overvejer, om kommunen skal købe boliger for at indkvartere flygtninge. Det er Dansk Folkeparti lodret modstander af! Horsens har i forvejen rigeligt med danske borgere, som mangler hjælp, og dem skal vi prioritere først.
Det er grundlæggende en helt forkert strategi, at skiftende regeringer tvinger kommunerne til at påtage sig opgaven med at integrere flygtninge, finde boliger til dem, uddanne dem osv. Men nu medfører flygtningestrømmene med al uønskelig tydelighed, at velfærdsstaten skrumper gevaldigt ind og at danske skatteborgere bliver stillet bag i køen, når det offentlige skal indfri flygtningenes rettigheder.
For kort tid siden måtte nogle beboere på Rylevej se i øjnene, at de bliver smidt ud af de huse, som Horsens kommune ikke evnede at vedligeholde. Var det ikke en idé, om Bjarne Sørensen købte boliger til de mennesker først?