Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed, så har vi p.t. et kulsort folketingsflertal i Danmark. Dette flertal har besluttet at indføre et såkaldt kontanthjælpsloft og et krav om 225 timers ordinær beskæftigelse om året (225 timers reglen) for kontanthjælpsmodtagere. Der er ingen tvivl om, at disse politiske tiltag vil ramme en udsat gruppe af borgere og skabe øget ulighed og fattigdom.
For SF er det vigtigt, at vi med blik for den politiske virkelighed forsøger at afbøde konsekvenserne af folketingsflertallets politiske beslutning lokalt.
Derfor kan det selvfølgelig virke sympatisk, når Enhedslisten på byrådsmødet 21/6 fremsatte to beslutningsforslag i forbindelse med den lokale implementering af kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen. Det ene gående på, at alle borgere, der er vurderet aktivitetsparate fritages for 225 timers reglen. Det andet forslag gående på, at alle borgere, der modtager integrationsydelse, uddannelsesydelse eller kontanthjælp individuelt skal have deres sag vurderet inden 1. oktober 2016, for at få afklaret om de kan overgå til en anden ydelse end kontanthjælp.
SF valgte dog både i Beskæftigelsesudvalget, hvor forslagene først blev behandlet, og sidenhen i byrådssalen ikke at støtte Enhedslistens forslag. Hvorfor vil vi meget gerne uddybe.
Lad os starte med Enhedslistens andet forslag om individuel vurdering af samtlige sager, da dette er det mest umulige af Enhedslistens forslag. Som Enhedslistens repræsentant i byrådet også er blevet orienteret om, så ville en sådan individuel vurdering være en praktisk umulighed inden for den tidsramme, som Enhedslisten foreslår. Hvis man alligevel gjorde forsøget ville denne indsats blokere for al anden sagsbehandling i mellemtiden. Til skade for en lang række andre borgere. Skulle man tilføre området ekstra ressourcer for at sikre en hastebehandling ville denne ekstra ressource skulle finansieres, og med den nuværende økonomiske politik i kommunen ville dette betyde, at ressourcerne ville skulle finansieres ved at skære andre steder på beskæftigelsesområdet. Ikke noget brugbart alternativ.
Hvad angår det første forslag, så er der ingen tvivl om, at vi i SF havde og har stor sympati for intentionen i dette forslag, men vi er samtidig også opmærksomme på, at hverken vi eller Enhedslisten på nogen måde udgør et politisk flertal. Hverken i Beskæftigelsesudvalget eller i Byrådet. Vi arbejdede derfor med udgangspunkt i vores formandspost i Beskæftigelsesudvalget for at sikre flertal for at friholde så mange af den gruppe af udsatte ydelsesmodtagere som muligt, som Enhedslistens forslag er møntet på, fra at blive ramt af 225 timers reglen. Fra forvaltningens side var vurderingen, at op til 85 % af de berørte ydelsesmodtagere efter kommunens kriterier vil blive friholdt fra kravet, og udvalget og forvaltningen gav hinanden håndslag på, at man ville gøre en indsats for på forskellig vis at hjælpe de resterende 15 % så godt man kunne i forhold til 225 timers reglen. Bl.a. ved hjælp af mikrofleksjob og lignende.
Men dette var ikke godt nok for Enhedslisten, der ville have det på deres måde eller ingen anden. Også selvom der på ingen måde – SF eller ej – var flertal for forslaget. Hermed viser Enhedslisten, at for dem drejer det sig mere om at have ret, end at få ret. Dette blev understreget af, at Enhedslistens politiske repræsentant efterfølgende frasagde sig sit politiske tillidshverv som næstformand i Beskæftigelsesudvalget i en protest over ikke at have fået sine forslag vedtaget. Et besynderligt træk, som udtrykker en lidt særpræget forståelse af hvordan et flertalsdemokrati fungerer.
