
Arkivfoto: bogo
Hovedgård Fjernvarmeværk kunne pr. 30.06.14 afslutte regnskabsåret med at tilbagebetale 774.243,65 kr. til 488 forbrugere, mens 56 skulle efterbetale 68.417,54 kr.
Den milde vinter hjalp i den rigtige retning, men det er et godt resultat i lyset af, at vi har fastholdt både den faste afgift og varmeprisen i flere år og også gør det i det kommende år.
Men vi skal gøre det endnu bedre. Der er især to forhold, som er i fokus de kommende år: Bedre udnyttelse af energien gennem bedre afkøling af vandet i de enkelte huse, og så at få flere forbrugere med i varme-værket.
Med hensyn til afkøling af vandet, så er det oplagt, at når energien er produceret og pumpet ud til forbrugerne, så er det der, den skal bruges. Energi skal ikke blot sendes uudnyttet tilbage til værket. Der er nu et ”prøveår”, men fra den 01.07.15 skal vandet mindst afkøles 20 grader i gennemsnit over et år – ellers skal der betales ekstra. En god varmeinstallation kan nemt afkøle vandet 30 grader, så det er et meget mildt krav – og som vil blive øget de kommende år.
Få mere at vide på generalforsamlingen og læs mere på varmeværkets hjemmeside (hovedgaardfjernvarme.dk). Det er også en god ide at få hjælp af en autoriseret VVS-installatør. Du er desuden velkommen til at ringe til varmeværket og få gode råd.
Med hensyn til flere forbrugere, så har kommunalbestyrelsen vedtaget en ”Strategisk varmeplan”, der understøtter Folketingets beslutning om, at gas og olie til opvarmning skal erstattes med vedvarende energi, f.eks. fjernvarme baseret på fyring med træflis, som vi gør det her i Hovedgård. Vi er i gang med at planlægge, hvordan og hvornår det kan gøres.
Der er selvfølgelig sket meget andet i Hovedgård Fjernvarmeværk, f.eks. har vi grundigt undersøgt mulighederne for solvarme, og vi overvejer, hvordan vi kan levere fjernvarme til nye huse på savværksgrunden.
Vi håber at se dig og dine naboer til generalforsamlingen på Møllebæk den 16. september kl. 19.30.
Med venlig hilsen bestyrelsen for Hovedgård Fjernvarmeværk.