Kreativ i Kuben - nu med hest!



Selvom man ikke har fået bestilt billetter til nogle af Horsens Teaterfestivals mange forestillinger, er der nok af gå ombord i i weekenden 19.-21. september. Blandt andet vil Kuben på Søndergade i festivaldagene være omdannet til et kreativt og legende univers med temaet ”hest”. Her inviteres alle børn til at ride en sjov bane rundt i byen på kæphest og efter ridtet producere deres egen rosette, som bevis på bedriften! Det er arkitekt og kreamager Maria Christine Andersen, der står bag de kreative aktiviteter.
 Har man mere lyst til at lade andre om det kreative, men gerne vil sætte lidt ekstra kulør på festivalen, vil der være ansigtsmaling for alle interesserede på Teatertorvet lørdag kl. 10-14.
 Ved siden af Kuben møder man hesten Tabber S. - festivalens nye byrumsinstallation, som inviterer alle indenfor. Folkene bag Hesten fortæller, at de har taget udgangspunkt i de mange myter og fortællinger om heste, der har kunnet flyve, svømme m.v. gennem tiderne. Således er Tabber S. - teaterfestivalens hest, der har en fortid som campingvogn - en hest med store drømme og længsler efter at være noget andet end hest. Det er disse tanker og drømme, man får et indblik i ved at besøge hestens indre. I det lille dunkle og hemmelighedsfulde rum vil man bl.a. møde Tabber S.’ arbejdsbord, en lillebitte film, et kuskesæde og ikke mindst en hemmelig dør til hestens allermest private - dens garderobe! Installationen er åben fredag kl. 15.30-18, lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 10-15.
 Hesten indvies fredag kl. 15.30 ved Kulturudvalgsformand Kristian Dyhr.
 Har man smag for eventyrlige og finurlige installationer er alle også velkomne i Hukommelsespaladset på Komediehuset i Skolegade. En installation af Luna Park Scenekunst, der også spiller en forestilling i installationen under festivalen. Her venter et indblik i hvordan man gemmer minder - bl.a. kan man her se det alfabetiske æskearkiv og en erindringsmaskine. Hukommelsespaladset kan besøges uden billet fredag kl. 15-18, lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 12.15-13.15.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025