Kulturen flytter ind



Kommunens bylivsindsats går online, så kulturen kommer hjem i stuerne. Foto: Horsens Kommune

Mens vi venter på igen at kunne mødes på Langelinie, danse natten lang til en koncert eller øve en ollie på skaterbanen, skal vi selvfølgelig ikke gå ned på kultur. Derfor gentænker Horsens Kommunes bylivsindsats sig selv for en stund og går online.

MÆRK Byen derhjemme

Under normale omstændigheder ville foråret betyde startskuddet til et hav af aktiviteter og kulturarrangementer udendørs. Men selv i en tid, hvor vi skal passe på hinanden ved at blive hjemme, skal ingen selvfølgelig snydes for en daglig dosis kultur.

Derfor vil MÆRK Byen i samarbejde med en bred vifte af byens kreative aktører byde på daglige aktiviteter og oplevelser hjemme i din egen stue.

Du kan forvente kreative workshops og gode tips til aktiviteter med ungerne, musikalske indslag, yoga og bevægelse, talks og foredrag og masser af skæve oplevelser.

- Horsens Kommune er kendt for et stærkt kultur-brand, og selvom vi lige nu står i en særlig situation, er der masser af måder, hvorpå kulturen stadig kan give gode oplevelser og sjov inspiration. Jeg håber, at de aktiviteter, vi har planlagt, kan bruges hjemme i stuerne, siger Jakob Bille, som er formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget.

Allerede fra næste uge kan du glæde dig til musikalske oplevelser med Kulisselageret, yoga for begyndere med Grenhouse Yoga, aktiviteter med Kaleido, gækkebreve med Horsens Museum, indslag fra GRUS, Billedskolens tegneopgaver og Tegnefestival TV, mulighed for at lave din egen påskepynt med kunstner Karina Bækkelund og meget mere.

Følg med i programmet på MÆRK Byens Facebook:
https://www.facebook.com/maerkbyen/

Send et virtuelt postkort

Udover at byde på kultur i din stue, vil MÆRK Byen meget gerne modtage en masse virtuelle postkort fra de horsensianske hjem.

Har du lært at spille på ukulele, er du blevet ekspert i surdej, har du opsat en cirkusforestilling med hele familien eller skrevet et mesterligt haikudigt eller noget helt femte?

Så send et virtuelt postkort i form af et billede eller video og en kort tekst til MÆRK Byen på Facebook, Instagram eller på avmo@horsens.dk.

De små og store øjeblikke vil løbende blive delt som virtuelle postkort på MÆRK Byens Instagram profil.

Løbende annoncer

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

Borgmester Peter Sørensens virtuelle nytårskur
03. jan 2021