Af Vibeke Juul. Foto: Per Algreen
Det blev en god dag for alle, da personalet fra Sparekassen Kronjylland mødte op før jul for at give de voldsramte kvinder i Horsens Krisecenter en hjælpende hånd med rengøring og oprydning.
12 ansatte gik i gang med opgaven en november morgen. I løbet af dagen ryddede de op i kælder og legerum. Køkken og stuer fik en hovedrengøring, og der blev også tid til at lappe cykler, køre ting på genbrugspladsen og arbejde med krisecentrets hjemmeside.
Den frivillige indsats var planlagt i anledningen af Sparekassen Kronjyllands 190-års fødselsdag, som landet over sendte bankfolk ud på opgaver i lokalområderne.
I Horsens var kvinderne på krisecentret meget glade for, at sparekassen valgte at give den en skalle hos dem.
- Det er første gang, vi på den måde oplevede at gøre noget sammen med folk fra det omgivende samfund, men det bliver forhåbentlig ikke den sidste. Mange kvinder er brudt ned, når de kommer til os, men de oplever også glæde og liv - blandt andet i form af sådan en dag. Og da vi samtidig havde behov for hjælp til at få huset gjort klar til jul, så var der gevinster over hele linjen, siger Charlotte Clausen, der er afdelingsleder i Krisecentret.
Hun tilføjer, at selvom det var to vidt forskellige verdener, der mødtes, var det hendes indtryk, at begge parter havde stor glæde af at være sammen.
Det kan Kim Erik Jensen, der er erhvervsrådgiver i Sparekassen Kronjylland, bekræfte.
- Vi kendte på forhånd ikke noget til Krisecentrets hverdag men vidste, at det kørte på et lille budget. Men ved at gå der en hel dag fik vi et indblik i kvindernes hverdag, og vi havde da også en god snak med børnene. Bagefter følte vi glæde, stolthed og ydmyghed over at have fået den oplevelse med.