LÆSERBREV: Budgetaftale. Gedigent velfærdsløft



Paw Amdisen. Foto: Horsens kommune

Et af de mest kontante aftryk, SF fik igennem var 5 millioner kroner ekstra til Børne- og uddannelsesområdet. Sammen med de 10 millioner, som Børne- og uddannelsesudvalget i forvejen har tilvejebragt i råderum, giver det en pulje på 15 millioner kroner, der fortrinsvis skal bruges til mere personale i vores skoler og daginstitutioner. Især vores skoler trænger til et løft, som nu bliver muligt.

Også velfærds- og sundhedsområdet får et lignende løft, og her er vi i SF især glæde for, at aftalen fokuserer på hjemmeplejen, og at vi skal gøre en særlig indsats her for at sikre det gode møde mellem det kommunale omsorgspersonale og en større kontinuitet i forhold til det personale, som den enkelte ældre skal forholde sig til. Men aftalen indeholder også andre gode tiltag på dette område i forhold til hjælp til pårørende – hvor vi undersøger muligheden for at oprette en stilling som pårørendekoordinator – og i forhold til bedre hjælp til forældre med for tidligt fødte børn.

På det mere principielle plan er vi rigtig godt tilfredse med, at vi nu også får en kortlægning og analyse af uligheden i Horsens Kommune, som kan danne grundlag for en ny samlet strategi for bekæmpelse af social ulighed og sikring af større social bæredygtighed. Bekæmpelse af ulighed er nemlig, mener vi i SF, selve kernen i et velfungerende velfærds(lokal)samfund.

Med årets aftale understreger vi også, at Horsens skal være en kommune for alle. Eksempelvis får vi lavet en kortlægning af tilgængelighedsniveauet i kommunen i forhold til borgere med funktionsnedsættelse. Men vi understreger også, at vi vil have en mangfoldig by med blandede boliger til alle. Også socialt udsatte og lavindkomstgrupper.

Med en skærpelse og fokusering af indsatsen mod social dumping, flere praktikpladser, en revidering af kommunens principper for investeringer, udbud og indkøb og en whistleblower-ordning for kommunens medarbejdere har aftalen også en meget klar profil hvad angår kommunens sociale ansvar.
Og således er det ikke svært at forestille sig hvorfor jeg som SF’er går og er lidt glad for tiden.
Paw Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, byrådsmedlem for SF i Horsens Kommune.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025