Hos de fuldkomne finder man Lyset. Ikke et hvilket som helst lys, men selveste forklaringens lys. Salvelsesfuldt taler de om samfundet for os alle, hvor ingen er for høje og færre er for lave, hvor alle er ligeværdige og ingen skal nægtes adgang til at deltage i demokratiet. Det er lige før, man kan høre kirkeklokkerne bimle i baggrunden, når de åbner munden og taler om deres mavefornemmelser.
De fleste har sikkert regnet ud, hvem vi sigter til, men lad os nu alligevel afslører det for om ikke andre, så for dem selv. Det er selvfølgelig enhedslisten. Partiet, der med et halleluja har udråbt sig selv til arbejderens og den jævne mands beskytter, etikkens vogter og et påstået aggressivt bid i akillessenen på Peter Sørensen. Når vi på et tidspunkt alle sammen får øjnene op for deres politiks fortræffeligheder, ryger vi direkte over i det lykkeland, de skaber til os.
Åh jo, det lykkeland, som de har skabt, ikke noget, vi har skabt i fællesskab. For her har vi som i en anden kammerat Napoleon at gøre med de første blandt ligemænd. Det kan godt være, at enhedslisten under valgkampen i november sidste år tordnede om ’øget demokratisk indflydelse’ fra prædikestolen efterfulgt af et besværgende ’Amen’, men det blev efterfulgt at en meditatorisk messen: ”Four legs good, two legs bad”.
For enhedslisten er ikke hvem som helst god nok til at være med i den demokratiske dialog. Her skelnes og forarges, her dømmes og fordømmes, her trives det småtskårne og bedrevidende. Her tolereres ikke selvkritik eller en etisk fordring som mål for den magt, man efterstræber. I stedet er man om nødvendigt villige til at sælge sjælen til Fanden selv, om det blot kan give partiet en flig af det forjættede gulvtæppe på borgmesterkontoret.
Maren Spliid Gruppen er næppe de eneste, som enhedslisten ikke vil samarbejde med, og derfor skal man heller ikke lægge mere i deres udtrykte ønske om øget demokratisk indflydelse, end at det lyder rigtig godt i en valgtale.
