
Birte M. Andersen, folketingskandidat Horsens kredsen (V) og medlem af støtteforeningen Gudenå Hospice
Bevægelsen ønsker et helhedssyn på og indlevelse i patientens og de pårørendes situation, når helbredende behandling er udsigtsløs. Den dødende skal have mulighed for i et hjemligt miljø og trygge rammer, præget af livskvalitet og respekt for den enkeltes livsværdier, at leve den sidste tid. Tanken er at lindre symptomer i bredeste forstand.
I Brædstrup blev Hospice Gudenå etableret for 4 år siden. Stedet er i dag udvidet til 11 pladser og har en stor og aktiv støtteforening. Her er omdrejningspunktet symptomkontrol, medinddragelse af pårørende, omsorg for efterladte og en pleje og omsorg hvor alle fagligheder arbejder sammen. Symptomkontrol vil sige at der sættes ind med lindrende behandling overfor patientens symptomer. Det kan være kvalme, smerter, angst, søvnløshed eller f.eks. spisebesvær.
Jeg er helt sikker på at støtteforeningen med over 1300 medlemmer spiller en stor rolle for stedets drift og udvikling. Og også vores forhold til døden. Det at mange lokale kræfter bakker op om denne særlige og vigtige institution er med til at fjerne nogle af de tabuer, vi som mennesker har, over for det grundvilkår vi alle har nemlig, at vi på et tidspunkt skal forlade denne jord.
Da jeg deltog i støtteforeningens generalforsamling på Pejsegården i sidste uge, blev jeg klar over, at der var en vis usikkerhed omkring regeringen udspil til sundhedsreform og hvor hospice i fremtiden skal forankres.
Jeg har derfor undersøg spørgsmålet, og kan konstatere at der i regeringens forslag ikke er lagt op til ændringer. Det betyder, at den basale palliative indsats stadig primært vil foregå i almen praksis og i kommunerne. Og at den specialiserede palliation, herunder hospice, skal varetages af sygehusene og dermed de nye sundhedsforvaltninger.
Det er godt. Der må ikke opstå usikkerhed og forvirring om organiseringen af denne vigtige opgave. Der er tænkt over hvordan hospice fremover skal drives. Det er jeg tryg ved.
Af Birte M. Andersen, folketingskandidat Horsens kredsen (V) og medlem af støtteforeningen Gudenå Hospice.