
I DF er vi tilhængere af konkurrenceudsættelse på kommunale og regionale driftsopgaver. Det er et sundt princip at afprøve priser og åbne op for mere fri konkurrence. Desuden er det vækstskabende for rigtig mange danske virksomheder at få det offentlige som kunde.
Men vi skal have tillid til de udbud som regioner og kommuner gennemfører. Sagen omkring BIOS er desværre et tydeligt eksempel på, at der er offentlige serviceopgaver som ikke ubetinget egner sig til konkurrenceudsættelse. Alene af den grund at der er for få udbydere som kan løfte de ambulancemæssige beredskabsopgaver.
EU's ambulancebekendtgørelse muliggør faktisk, at de politiske beslutningstagere, i dette tilfælde Regionerne, har mulighed for at fravælge udbud.
Vi må have tillid til udbudsprocessen og det må jeg sige er vanskelig at få i den her sag som lige fra starten af udbudet har vidnet om alt for mange uklare og konfliktfyldte uenigheder. Nu er der tilmed stor risiko for at 30 millioner er tabt i en fejludbetaling hvis det nu som udmeldt ender med en konkurs!
De samme udfordringer så vi i Region Sjælland da det første regionale ambulanceudbud gik i kludder efter kommunalreformen og vinderen tilmed trak sig. Ligeledes var der store problemer med håndteringen af udbudet i Region Østjylland, hvor RESPONCE pludselig fik en ekstra tilførsel af bevillinger for at kunne opretholde driften af deres vundne områder i Østjylland.
Derfor bør indenrigsministeren nu sikre at der i samarbejde med Region Syd bliver igangsat en grundig selvransagelse af dén her sag og så må Danske Regioner på banen med en klar plan for det fremtidige ambulancedrift i Danmark. Dansk Folkeparti ser gerne en model hvor Falck kan spille en aktiv rolle, eksempelvis i et nyt OPP - Offentlig Privat Partnerskab - hvor regionerne selv udgør en del af ejerskabet.