Egebakken



Det kan ske at man kan få morgenkaffen eller krydderen galt i halsen, når man læser sin avis, denne gang er det Horsens Folkeblad lørdag morgen, jeg slår op og ser overskriften. Nedlæg Egebakken den er urentabel.?
 Dette forslag /oplæg kommer fra administrationen i Horsens Kommune. Det er åbenbart for vanskeligt at bygge og udvide Egebakken. Niveaforskelle i terræn og indendørs vil være for dyrt og bøvlet for personalet. Utroligt at man skal læse den slags latterligheder i 2016, hvor der ikke er et problem, som dygtige håndværkere og arkitekter ikke kan løse i et byggeri verden over, men det er åbenbart for svært for administrationen i Horsens Kommune at overskue den slags. Men det er der folk til, som kan og vil løse.
 Problemet er måske et helt andet, at man har en skjult dagsorden, at demensafdelinger skal samles på Ternebakkevej i Horsens og på Klovenhøj i Brædstrup. Samt udvidelser af de andre mastodonter af centre i Horsens Kommune med plejeafdelinger.
 Man har vel mere eller mindre af flere gange forsøgt at slagte Egebakken ved at flytte rundt på Sosuerne, der mere eller mindre blev rykket til Tamdrup centret, og hovedadministrationen af alle hjem nord for Hansted Å blev lagt ind under Klovenhøj Brædstrup, forstå det hvem der kan, jeg kan ikke.
 Samtidigt har man i Horsens Kommune råbt op om frivillige på plejecentrene i kommunen, og dem er der mange af, de frivillige, men deres arbejde er det sidste år blevet godt og grundigt skudt til hjørnespark, når det drejer sig om at bruge køkkenet og udstyret der, når personalet er gået hjem.
 Klart fru Hansen, Pedersen og Kristensen, eller hvad de nu hedder, og deres mænd, som har kokkereret i mere end 60 -70 år, har da overhovedet ikke forstand på at lave kaffe eller servere et stykke mad. Nej, det skal der folk til, som har været på skole og fået et fint diplom. Ja, man kan kun ryste på hovedet af dette galimatias.
 Jeg ser det som uhørt og uhøfligt over for mennesker, der har brug for pleje og omsorg, at de, når den dag kommer, skal flyttes langt væk fra de steder og områder, som de kender og er vokset op i, væk fra deres omgangskreds, som får det svært med at besøge de tidligere venner, for busser er jo også blevet en mangelvare nu om stunder. Så kan de plejekrævende mennesker, der har slidt og slæbt og betalt til vores samfund hele livet, på deres gamle dage, sidde og rådne op for sig selv blandt folk og på et hjem de ikke kender.
 Nu må de folkevalgte politikere træde i karakter og vise deres sociale omsorg, og udvide Egebakken, med de 25 pladser, der er brug for fremover. Med den befolkningstilvækst, som er i Egebjerg og de 450 nye grunde, som er på vej i Egebjerggårdsudstykningen, så er det her på Egebakken at vi borgere må kræve at der bliver bygget.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025