LÆSERBREV: Ekstraordinært løft af det nære sundhedsvæsen er på plads



Birte M. Andersen, folketingskandidat (V) Horsens Kredsen

Ikke mindst med Nærhedsfonden på 8,5 mia. kr. i 2020-2025 bliver der tale om en meget stærk forbedring af det nære sundhedsvæsen. Der kommer flere penge og mere tid til personale og patienter – tættere på hvor vi bor, samtidig med, at kvalitet og patientsikkerhed øges. Det er en ny og ambitiøs retning for vores sundhedsvæsen.

Aftalen bliver til lov og virkelighed, hvis vælgerne, når dagen er inde, træffer det rigtige valg og sørger for at de blå partier får mulighed for at sikre sundhedstilbud af høj kvalitet – i hele landet.

Det indebærer, at vi uddanner flere sygeplejersker og flere læger; der investeres massivt i bl.a. nye sundhedshuse, i psykiatrihuse mm.

Socialdemokraterne påstår, at vi vil centralisere og fravælger nærhed og omsorg. Det er naturligvis ikke rigtigt.

Vi vil et stærkere sundhedsvæsen for den enkelte dansker, vi vil bedre behandlingstilbud tæt på!

Vi vil lave en stærkere national retning for sundhedsvæsenet, og det betyder, at der skal være de samme høje kvalitetskrav overalt, de samme patientrettigheder skal overholdes uafhængigt af ens postnummer. De nære sundhedstilbud styrkes markant – de 21 akutsygehuse bliver garanteret mod nedlæggelse, de skal være centrale i opbygningen af de 21 sundhedsfællesskaber, der skal tage ansvaret for borgeren før, under og efter behandling!

Socialdemokraterne har indtil nu ikke leveret andet end lette løfter – de vil ansætte 1000 sygeplejersker, der ikke findes og tvangsudstationere yngre læger – og de foreslår, at der oprettes ”nærhospitaler” der bl.a. skal foretage operationer. Det sidste er, og jeg må sige det meget direkte: ubegribeligt og uforsvarligt med et sådant tilbageskridt for kvalitet og patientsikkerhed. Både eksperter og læger advarer mod dette forslag.

De blå partiers aftale om en ny sundhedsreform sikrer patientsikkerhed, at patientrettigheder bliver overholdt og aftalen sikrer stærke sundhedstilbud i lokalområdet.

Rød blok står i realiteten uden en samlet plan for fremtidens sundhedsvæsen. Sundhedsreformen derimod er en national kvalitetsplan med klare krav og minimumsstandarder – så vi sikrer, at de lokale behandlingstilbud lever op til samme høje kvalitet i hele landet.

Der er med aftalen sikret en stærk kommunal forankring i de overordnede ledelser af sundhedsfællesskaberne - og som konsekvens af aftalen oprettes patient- og pårørenderåd i de 21 sundhedsfællesskaber, så borgernes synspunkter og erfaringer kommer i spil og bliver hørt.

Birte M. Andersen, folketingskandidat (V) Horsens Kredsen

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025