Ensomme Venstre



Venstre i Horsens Byråd har tilsyneladende valgt ensomheden! På sidste byrådsmøde var Venstre helt alene om at argumentere for en lysregulering i Søvind. En lokal underskriftindsamling ønskede en mere vidtgående trafiksikring end den, der var besluttet i en budgetaftale, som Venstre var med i!

Så Venstre stemte imod den løsning, som alle øvrige partier var enige om. De øvrige borgerlige partier tog medansvar. Jeg gad vide, hvad for eksempel Konservative og Liberal Alliance har tænkt! Mon ikke de i enerum har rystet på hovedet af Venstre?

Naturligvis skal man lytte, når lokale beboere har ønsker. Men det er nu engang byrådets opgave at tage det overordnede ansvar. Byrådet har ansvaret for, at sol og vind deles lige. Og skulle Søvind have en lysregulering, kunne andre bysamfund være lige så berettigede.

Det undrer mig, at Venstre isolerer sig politisk! Og episoden ved oktobers byrådsmøde var ikke en enlig svale. Eksempelvis var Venstre tidligere på året fremme med et forslag om at mindske antallet af valgsteder forud for valget til Europaparlamentet. Helt alene! Ikke et eneste af de øvrige partier kunne tilslutte sig Venstres forslag!

Hvad er der galt med Venstre? Nyder partiet ensomheden? Venstre vil vist gerne være et borgmesterparti! Men det bliver man da ikke i ophøjet ensomhed.

Det kan konstateres, at Venstres forsøg på at markere sig ikke har opbakning hos de øvrige borgerlige partier!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025