LÆSERBREV: Er der en vej udenom?



Jakob Bille Byrådsmedlem, Liberal Alliance og formand for Kultur-og Civilsamfundsudvalget

Opgraderingen vil sikre bedre trafik-flow og hurtigere adgang fra den østlige del af kommunen via Langmarksvej og Vestergade til E45, hvilket giver rigtig god mening. Men Langmarksvej-projektet kan langt fra absorbere de mange biler, der dagligt kører fra Øst mod E45, og projektet kan derfor på ingen måde stå alene!

Allerede i dag er der store trafikale udfordringer i adgangen til E45 fra den østlige del af kommunen. Og med udsigten til 9.000 nye borgere i området nord for Nørrestrand og den massive byudvikling, der er planlagt i den nordøstlige del af kommunen, øges behovet for nemmere, hurtigere og mere trafiksikker adgang til E45 for borgerne i den østlige del af kommunen. Desuden er jeg principielt imod at tæt, tung, støjende og forurenende trafik skal ledes ind igennem Horsens by tæt på borgerne, skoler og daginstitutioner.

Derfor, hvis vi skal have en fremtidssikret, permanent løsning, er det nødvendigt med en omfartsvej, der går nord om Nørrestrand og udenom byen. Det ligger jo i hele omfartsvej-konceptet, at få ledt størstedelen af trafikken udenom byen – væk fra beboelse, skoler og daginstitutioner.

I forhold til den fremtidige byplanlægning har vi alletiders mulighed for at handle proaktivt inden problemerne bliver for store – som tilfældet er i Sydbyen. Vi kan ligeså godt lære af fortiden og lave den rigtige løsning fra starten, frem for at brandslukke om nogle år. Hvis ikke vi får etableret en nordlig omfartsvej som supplement til Langmarksvej-løsningen, er der en reel risiko for, at den østlige del af kommunen halter udviklingsmæssigt bagud, og det bliver mindre attraktivt at bosætte sig i f.eks. Søvind, Stensballe, Haldrup, Serridslev, Tvingstrup, Hovedgård og i mange landsbysamfund i området.

Så er der en vej udenom trafikudfordringerne? Ja – hvis vi får etableret en nordlig omfartsvej, nord om Nørrestrand og udenom byen! LA har taget teten ved at få en forundersøgelse med i budget 2019.

Jakob Bille
Byrådsmedlem, Liberal Alliance og formand for Kultur-og Civilsamfundsudvalget
Højmarksvej 19
8700 Horsens

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025