
Birte M. Andersen (V), byrådsmedlem og folketingskandidat Østjyllands Storkreds.
I Skanderborg Byråd har vi netop besluttet at igangsætte en udvidelse og modernisering af sundhedscentret. Der er efterspørgsel efter flere klinikker og udvidelse af eksisterende. Det er positivt, at der er blev skabt et fagligt miljø, som der er efterspørgsel efter at etablere sig i.
Skanderborg Byråd har sat midler af sammen med Region Midt, ligesom praktiserende læger og staten er med til at finansiere udbygningen.
En af de afdelinger, der gennem årene har fungeret rigtig godt, er laboratoriet for blodprøvetagning m.v.
Laboratoriet drives under Regionhospitalet i Horsens. Det fungerer effektivt og hurtigt og med en kompetent og venlig betjening af borgerne. Det er rigtig godt.
Jeg har erfaret, at der på det nye store Skejby Sygehus nu skal bestilles tid til blodprøvetagning. For nogle borgere betyder det ekstra bøvl med flere besøg eller elektronisk booking, ligesom det nok også er forbundet med yderligere bureaukrati for personalet på hospitalet.
Det forlyder, at denne procedure med tidsbestilling, også skal indføres på andre laboratorier i Region Midt.
Og altså også på Skanderborg Sundhedscenter. Her er det jeg beder om, at vi lige tænker os om en ekstra gang. For hvis skyld er det, man vil indføre tidsbestilling? Og hvad er det man vil opnå/ sparer med dette?
Ingen tvivl om, at det i Skanderborg fungerer rigtig godt, som det er nu, hvor man blot går ind fra gaden eller ned fra lægeklinikken. Og det fungerer godt både for brugerne og for personalet. Og hvorfor skabe bureaukrati, der ikke er brug for?
Som næstformand i byrådets udvalg for Kultur-, Sundhed og Beskæftigelse vil jeg nu bede om, at dette spørgsmål bliver sat på dagsordenen, så vi kan få en udredning af, hvad der er op og ned i disse forlydender.
Vi skal jo gerne hele tiden have øje for brugernes interesser. Og fastholde en god udvikling for Skanderborg Sundhedscenter til gavn for borgerne.
Af Birte M. Andersen (V), byrådsmedlem og folketingskandidat Østjyllands Storkreds.