LÆSERBREV: Et fantastisk projekt!



Jakob Bille. Byrådsmedlem for Liberal Alliance og Formand for Kultur-og Civilsamfundsudvalget

I LA´s og mine øjne, et helt fantastisk og ambitiøst projekt der åbner havnen op mod byen, og samtidig giver adgang for byens borgere - helt fra inderhavnen og hele vejen ud til lystbådehavnen.

Et spændende og mangfoldigt byggeri, der vil gøre området på nordhaven til et meget attraktivt område for alle byens borgere. Der etableres en bred, åben havnepromenade, grønne oaser, hyggeligt gårdhavemiljø, ”luft” mellem bygningerne, tagterrasser i flere niveauer, udeservering i forhold til planlagt café og restaurant, og meget mere. Desuden bliver der nu etableret sigtelinje fra Ny Havnegade, så vi får bundet byen tættere sammen med havnen. Som led i projektet etableres der samtidig et P-hus som er dimensioneret til alle de nye borgere i området, og som vil imødekomme det stigende parkeringsbehov på havnen. Min egen personlige ”perle” i projektet er dog havnebadet, som jeg glæder mig meget til at tage en dukkert i.

I LA er vi derfor meget glade for vedtagelsen af Danafeed-planen – specielt fordi borgerne i området er blevet hørt, og projektet er blevet tilrettet i forhold til flere af de høringssvar der er indkommet. Et byudviklingsprojekt af denne størrelse vil selvfølgelig altid give anledning til diskussion om placering, arkitektur, etc. og derfor kan man ikke gøre alle tilfreds.

I LA er vi ikke i tvivl om, at ”Danafeed” projektet er et skridt i den rigtige retning, og vi ser med stor glæde frem til de kommende projekter på havnen. En attraktiv havn, med attraktive boliger og gode faciliteter for hele kommunens borgere, vil være med at løfte Horsens positivt ind i fremtiden.

Jakob Bille
Byrådsmedlem for Liberal Alliance og Formand for Kultur-og Civilsamfundsudvalget
Højmarksvej 19
8700 Horsens

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025