Facaderæs



I budgetaftalen for 2016, har kommunalbestyrelsen i Horsens kommune besluttet, at oprette 50 ekstra elevstillinger.

Det er da godt.
Og et godt signal – synes formanden for beskæftigelsesudvalget Bjarne Sørensen (SF).
Vi, i Maren Spliid Gruppen, har da heller ikke noget at indvende hertil. Bare synes vi, at det godt kan virke ret facadeagtigt – og billigt, at man roser sig af de ekstra elevstillinger og så benytter gratis arbejdskraft i måske stor, større, rigtig stor stil. Og – ikke mindst – at man har gjort det i mange år.

Præcis hvor omfangsrigt problemet er, er svært for os at sige. Men det er der.
Horsens kommune benytter gratis arbejdskraft i blandt andet vuggestuer, børnehaver, idrætshaller, plejehjem m.m.. Man sender arbejdsløse borgere ud for at skrælle gulerødder, passe børn, gøre rent o.s.v..
Der er ikke tale om opgaver opfundet til lejligheden, men opgaver som SKAL løses. Altså er her tale om en reel arbejdsindsats, og dermed det der burde være et reelt job til en almindelig løn.

Men, det har Horsens kommune valgt at snyde borgere for. Et reelt job altså. Selvom jobbet i princippet er der. Horsens kommune har koldt og kynisk valgt ikke at ville betale borgerne for deres indsats, og dermed lade flere end nødvendigt være arbejdsløse!

Denne nedrige måde at behandle borgere på, gør det meget svært – synes vi – at glæde sig over de ekstra elevpladser.

Hvordan hænger denne praksis sammen med det ansvar, man via Horsens Alliancen gerne vil lægge på virksomhedernes skuldre? Det vil ikke være helt uhørt, om det forventes, at virksomheden Horsens kommune går foran med et godt eksempel. Vi borgere er en del af kommunen – hvis nogen skulle have glemt det. Og vi i Maren Spliid Gruppen tror, at borgerne ønsker arbejdsløse ud i rigtige jobs, og ikke at kommunen udnytter de arbejdsløse og samtidig bryster sig af at gøre noget positivt som f.eks. ekstra elevstillinger. Måske de skal arbejde gratis, når de er udlært?

Det vil være interessant for mange borgere, at høre kommunalbestyrelsesmedlemmernes holdning til det, at Horsens kommune snyder borgere for et kommunalt job, og i stedet lader dem arbejde gratis.

Maren Spliid Gruppen tror ikke, at kommunens borgere har behov for facaderæs. Vi tror der er behov for ærlighed i politik.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025