
Nye tal fra Domstolsstyrelsen viser, at antallet af udsatte lejere i 1. halvår 2014 ligger 8 pct. lavere end niveauet i 1. halvår 2013. Det glæder boligminister Carsten Hansen.
”Vi ser igen et fald i antallet af lejere, der bliver sat ud af deres lejlighed. Det betyder rigtigt meget for de familier og ikke mindst de børn, som undgår at skulle igennem en rigtig svær situation. Jeg er meget tilfreds med, at det vi har sat i gang virker”, siger boligminister Carsten Hansen (S).
Domstolsstyrelsens tal viser et fald fra 1.844 udsættelsessager i første halvår af 2013 til 1.691 udsættelsessager i første halvår af 2014. Det svarer til et fald på 8 pct.
”Det er rigtig godt, at antallet af udsatte lejere er faldet med 8 pct., og nu gælder det om at holde fast i den positive udvikling. Der er rigtig mange, der gør rigtigt meget for at hjælpe de lejere, der er i betalingsmæssige problemer. Deres indsats er utrolig vigtig, og vi skal blive ved med at sikre, at de har ordentlige vilkår for at hjælpe med økonomisk rådgivning og de andre ting, som betyder meget for de lejere, der er i knibe”, siger boligminister Carsten Hansen (S).
Antallet af udsættelser steg stort set ubrudt fra 2002 til 2011, hvorefter der skete en opbremsning blandt andet som følge af regeringens afskaffelse af fattigdomsydelserne. Siden har regeringen taget en række initiativer for at nedbringe antallet af udsættelser. For eksempel er der afsat flere penge til gældsrådgivning samtidig med, at lejeloven blev ændret, så huslejen nu betales samme dag, som lejerne får deres overførsel udbetalt.