LÆSERBREV: Flere skuldre skal bære, når velfærdsregningen vokser



Peter Sørensen (S), borgmester Horsens

Af borgmester Peter Sørensen

På spil er kommunernes mulighed for at tilbyde borgerne den kvalitet, de med rette kan forvente, når de afleverer deres barn i den lokale vuggestue, har brug for støtte i hjemmet eller skal genoptrænes efter en hospitalsindlæggelse.

I Horsens Kommune har vi sammen skabt en fantastisk udvikling, som betyder, at vi i dag er et helt andet sted, end vi var for bare 10 år siden. Med benhårde politiske prioriteringer og ved at stå sammen om at skabe en ny udvikling for kommunen, har vi fået økonomien i balance.

Vi har med andre ord leveret på de krav, som er blevet stillet fra Christiansborg. Vi har effektiviseret med 1 procent årligt og samtidig fastholdt serviceniveauet, selvom vi hvert år bliver flere borgere.

Men grænsen er nået nu. Borgerne er bekymret, og det samme er jeg. Vi kan som kommuner ikke blive ved med at levere en ordentlig borgernær velfærd, hvis strømmen af stramninger fortsætter. Flere skuldre skal simpelthen bære, når velfærdsregningen om få år vil vokse markant.

For i lighed med landets øvrige kommuner vil vi over de næste år opleve en markant ændring i befolkningssammensætning, som i den grad vil sætte kommuneøkonomien under pres.

Over de næste 10 år forventes antallet af borgere i Horsens Kommune over 80 år at stige med mere end 60 procent. Det er en markant. Og det er konsekvenserne for økonomien også. Vi vil skulle tilføre ca. 160 mio. kr. til ældreområdet over de næste 10 år, hvis vi skal fastholde det nuværende serviceniveau. Det er rigtig mange penge

– og penge, som vi ikke har.

Jeg er helt på det rene med, at løsningen ikke alene skal findes i, at staten sender flere penge. Som kommuner skal vi sikre, at vi bruger pengene rigtigt. Horsens Kommune er blandt de fem kommuner i Danmark med de laveste udgifter til administration. Det skal vi selvfølgelig blive ved med at være, uden at det går ud over kvaliteten i sagsbehandling og myndighedsarbejde.

Vi skal også som kommuner blive endnu dygtigere til at få flere med på uddannelsesvejen og i job. Men at løfte den opgave, kræver også store investeringer i f.eks. færre sager pr. sagsbehandler, så udsatte ledige kan få den hjælp og rådgivning, de har brug.

Endelig skal vi gøre brug af de mange nye teknologiske og digitale muligheder, der er for at levere velfærd til borgerne. I Horsens Kommune er vi langt med velfærdsteknologi, og den udvikling fortsætter vi for at give borgerne de bedste muligheder for at være selvhjulpne og leve et aktivt og selvstændigt liv.

Men når man når dertil i alderdommen, hvor man ikke længere er selvhjulpen, så skal vi som kommuner kunne træde til og tilbyde den nødvendige pleje og omsorg. Vi skal kunne levere hjælpemidler til vores handicappede borgere. Og vi skal kunne levere dagtilbud og folkeskoler med tilstrækkeligt og uddannet personale, der kan skabe spændende og udviklende læringsmiljøer for vores børn og unge, så de får alle forudsætninger for at udnytte deres potentiale. Vi skal udvikle vores velfærdssamfund

– ikke afvikle det.

Derfor vil jeg gerne sende en klar opfordring til den kommende regering om at tage det nødvendige medansvar for vores fælles velfærd. Når velfærdsregningen skal betales, så skal flere skuldre bære, så vi sammen sikrer fremtidens velfærd.

Christiansborg skal på banen nu.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025