
I Gedved findes mange store træer og grønne områder. Men de kan sagtens blive meget grønnere med flere træer, flere buske, flere kompostbunker, mere krat og flere blomster; både på fællesarealer og i private haver. Så det kan blive et endnu bedre sted for både børn og natur.
Spildte kræfter
I dag er mange udendørsarealer ”skrabede og friserede” som skaldede ”udstillinger” til at kigge på. Og grønne arealer er ofte med meget og kort græs. Mange mennesker bruger meget tid og energi på hele tiden at klippe og studse alle planter tilbage til samme stramme størrelse. Og nogle knokler for at holde jorden bar uden plantedække, og andre steder er god jord dækket af asfalt, fiberdug eller fliser. Slap af, naturen er ikke farlig. Vi er en del af naturen.
Genskab naturen
Når vi fremover i stedet vover at lade naturen vokse selv, så vil vi opleve mere liv, flere insekter, flere vilde smådyr, flere fugle, flere blomster og mere forskellighed. Mere liv. Vi kan genskabe naturen tæt på, når vi giver slip på de stramt friserede haver og de skaldede grønne områder. Når vi vover at være mere vilde med vilje. Fremtiden tilhører børnene, og børn vil have rent vand og fri natur. Lad os genfinde naturen…
Line Iversen
Brøndager 31
8751 Gedved