
MF Hans Kristian Skibby (DF)
I 2018 kom så den ønskede rapport, der fremsatte en række klare anbefalinger til en forbedret udvikling af de danske landsbyer - og landdistrikterne generelt. I Dansk Folkeparti hilste vi alle anbefalinger velkommen. F.eks. at midlerne til landsbyfornyelse forlænges og forøges fra 2019 til minimum 330 mio. kr. årligt, at BoligJob-ordningen udvides til også at omfatte lønomkostninger til nedrivning af nedslidte boliger beliggende i landzone og at de kommende finanslove sikrer markant flere midler tilført den statslige nedrivningspulje af kondemneringsdømte boliger. Ligeledes skal der fokus på boligfinansiering og sikres bedre vilkår for nybyggeri i forbindelse med genopførsel af boliger i landzone. Alt for ofte ser vi eksempler på, at det er mere end vanskeligt at få finansieret fast ejendom, trods det at ansøger har god økonomi og sunde budgetter.
Men anbefalingerne manglede et element som vi i Dansk Folkeparti anser for meget vigtig at få muliggjort i en kommende aftale. I ”gamle dage” fulgte der med en byggetilladelse, at man som husejer var forpligtet til at holde sin ejendom pæn og ryddelig – om end kun ud til offentlig vej og facade. Lignende krav stilles der eksempelvis også i vedtægter for andelsbolig foreninger, sommerhusområder og i kolonihaver, hvor man som ejer automatisk bliver omfattet af en række rettigheder, men også overkommelige pligter. Rigtig mange landsbyer kender desværre til boligejere som nærmest er fuldstændig ligeglade med hvordan deres ejendom fremstår. Rod og skrammel fylder ganske enkelt for meget i gadebilledet!
Det syntes jeg vi bør kunne gøre noget ved, så landsbyer fremadrettet vil kunne fremstå mere indbydende og det givet vis vil være lettere at omsætte de boliger der udbydes til salg. Ligeledes vil beboersammensætningen gøres bredere – og færre hus vil måske ende som udlejningshuse med hyppige ind- og udflytninger.
Konkret ser vi gerne en ny lovgivning som giver de enkelte kommuner en større beføjelse til at kunne stille krav til husejere, samt ved misligholdte påbud, vil kunne udføre oprydning og indkræve udgifterne hos ejendommens ejer. En anden og mere aktiv model, kunne være at man udstyrer den enkelte landsby (via borgerforeninger og landsbyråd), med en anbefalingsret overfor de kommunale myndigheder. En sådan model kan evt. indgå som forsøgsmodel i en række udvalgte kommuner. Fakta er i hvert fald, at flere penge ikke altid bør være det eneste svar, derimod bør vi også kunne stille krav til boligejerne.
Det er jo i fællesskabets interesse, at danske bysamfund, uanset størrelse, fremtræder pæne og velordnede med en karakter der kan tiltrække nye borgere og få de der allerede bor der have lyst til fortsat at være borger i byen.
MF Hans Kristian Skibby (DF)
Erhvervsordfører for Dansk Folkeparti