
Det vil være helt forkert at reducere og nedlægge busruter, som Midttrafik og Region Midtjylland lægger op til. Det vil være imod tanken om at støtte og udvikle landdistrikterne og udkantsområder, og det vil svække udviklingen af de mindre byer. Ikke mindst i Horsens Kommune er der en god udvikling af bosættelsen i de mindre byer – også kaldet mellembyerne. Denne udvikling skal understøttes bl.a. med kollektiv trafik.
Det virker også helt forkert at rute 107 mellem Horsens og Skanderborg skal reduceres til en uddannelsesrute. Ruten bør i stedet styrkes og gøres til et alternativ for de mange i bl.a. Gedved og Egebjerg, der arbejder i Århus-området. At nedlægge ruten vil blot sende endnu flere biler ud på den i forvejen overfyldte motorvej. Ruten betjener også de mange arbejdspladser i det store industriområde i Horsens Nord med bl.a. et stoppested ved Danish Crown slagteriet.
Region Midtjylland og kommunerne må finde en løsning på økonomien for det kommende år, og det er naturligvis muligt. Det drejer sig ifølge Region Midtjylland om 35 mio. kr. – eller ca. 23 kr. pr. borger i Regionen.
På længere sigt vil udfordringen være at tilpasse den offentlige trafik til den udvikling, man ønsker og naturligvis den økonomi, der er til rådighed. Det kunne for Horsens-området være en udvidelse af bybusdriften til at omfatte bl.a. Egebjerg, Gedved og Østbirk, og det kunne være en genåbning af jernbanestationen i Hovedgaard. Det er løsninger, der på sigt vil støtte udviklingen af Horsens-området.