
Mandag den 5. oktober 2015 blev det så vores tur til at få tømt skraldespande efter det nye system Horsens Kommune har fået indført. Det er så sjette gang vi prøver dette i en eller anden form, som forvaltning/byråd har opfundet, skulle være den dybe tallerken, og løse det store problem med affald i dette land. Hver gang med yderligere prisstigninger på afhentning af skraldet.
Man kan mene mange ting om den nye skralde sorterings ordning. Ingen tvivl om at der er brug for sortering af affaldet med de mængder af affald, som er i verden. Horsens Kommune har så bestemt at vi her skal yde et lille bidrag til at sortere vores affaldsmængder, med diverse lugtscener til følge fra tønden.
Jeg vil sige, at jeg er helt uforstående over for den måde Horsens Kommune har valgt at håndtere denne sag på. Sorteringsanlæggene i Danmark er efter mit vidende overhovedet ikke klar til at modtage dette affald i vort nærområde, derfor skal skraldet transporteres kilometervis rundt i Danmark, samtidigt med at Horsens Varmeværk importerer ildelugtende skrald fra Storbritannien.
De nye lastvogne til afhentning af skrald, er ikke klar før hen under det nye år. Det værste man så hører nu er, at flere af de ansatte skraldefolk er blevet fyret, da der ikke skal bruges så mange folk i processen mere. Dette kan kun være udtænkt af skrivebords generaler uden forståelse for virkeligheden, for at sælge projektet, til politikerne, har man vel siddet og regnet med arbejdsgange og udførelse af arbejdet, uden hold i virkeligheden og forståelse for, hvad de ansatte har af arbejde og diverse problemer i deres arbejde.
At der køres med to biler i øjeblikket på samme afhentning er besværligt, men at man tror at der kan spares folk på skraldebilerne i fremtiden, er jo dømt til at være halsløs gerning.
Skraldemanden /renovationsarbejderen, skal gå ind til husstanden hente skraldekassen tømme den på bilen og derefter køre den tilbage til matriklen. Det er dobbelt arbejdsgang i forhold til afhentning af skraldesække, altså dobbelt så mange skridt, som med gammel ordning. Jeg hører samtidig at de nye skraldebiler er opbygget med standard førerhuse, og ikke lastvogne med lav indstigning og skydedøre, det vil helt klart give en nedslidning af chaufførerne. Og er det ikke 600 husstande eller mere der afhentes om dagen pr bil.
Jeg ved ikke om jeg skal græde eller le af dette projekt, det sidste nye, som er i omløb er: At alle hjemmehjælpere skal på kursus for at lære de ældre, hvordan de skal sortere deres affald. Nye fagre tider ikke særligt gennemtænkt efter min mening, måske dømt til skrot.