Det er svært at vide hvor man skal begynde og slutte i forhold til Michael Nedersøes mere og mere rablende indlæg, hvor man afkræves svar på de mest ledende og postulerende spørgsmål. Men lad mig starte sådan her:
Tror Michael Nedersøe virkelig, at der er fuldstændig uden konsekvenser, når han i læserbrev på læserbrev konsekvent omtaler krigsflygtninge fra Syrien som ”bekvemmelighedsflygtninge”? Eller kunne det tænkes, at dette ord – i lighed med hvad repræsentanter for Dansk Folkeparti i årevis har ytret om muslimer generelt – er med til at mistænkeliggøre og skabe frygt for alle flygtninge og muslimske flygtninge specifikt i den danske befolkning, som Dansk Folkeparti efterfølgende kan høste de politiske frugter af.
Jeg er overbevist om, at det sidste er tilfældet. Bagkataloget af udtalelser fra fremtrædende DF’ere, der generaliserer og fordømmer Islam og muslimer og omtaler dem som bl.a. pest, nazister og kræftceller er omfattende og velkendt, og har i årevis – ja, snart i årtier – været med til at definere den udlændingepolitiske debat i Danmark. Er det underligt, at der i denne strøm af generaliseringer om muslimer, flygtninge og indvandrere opstår situationer, hvor der spyttes efter krigsflygtninge og muslimske gravpladser skændes? Nok ikke.
Michael Nedersøe gør i sit debatindlæg SF til hovedansvarlig for den hårde tone i udlændingedebatten, fordi vi har ønsket at give krigsflygtninge krav på et sted at bo og ikke har forbudt brugen af halalslagtet kød i danske institutioner. Vi har i vores pladderhumanistiske godhedsrus inviteret den muslimske fanatisme ind i hjertet af den danske kultur, hvor den nu vil æde dansk kultur op indefra, for nu at bruge en typisk DF-retorik.
Jeg meldte mig ind i SF i 2007. Det var dengang Villy Søvndal som partiets politiske leder tog kraftig afstand fra den religiøse og kulturelle fascisme som den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir står for. Og det er præcis den holdning jeg og SF stadig står for. Et frontalopgør med alle kulturalister, der mener, at præcis lige deres kultur eller religion er hævet over alle andres kulturer eller religion, og at dette giver dem lov til generaliserende at beskrive de andres kultur som farlig, nedbrydende, forkert og i sidste ende også giver dem lov til at begå overgreb af den ene eller anden art rettet imod modstanderkulturen. Derfor fordømte jeg i sin tid nazistisk grafitti i Horsens’ gader og måtte indkassere en opfordring til at jeg skulle smides ud af byen på Rådhusets vægge. Derfor tillader jeg mig at angribe den retorik, der udgår fra Michael Nedersøe og andre højrefløjspolitikere, som gør alle flygtninge til ”falske” flygtninge og alle muslimer til et potentielt problem for Danmark. Og derfor vil jeg og SF også for fremtiden kritisere og angribe alle religiøse fascister og kulturalister uanset hvilken religion, de tager som gidsel for deres politiske dagsorden. Lige nu udkæmpes der således en indædt kamp mod de religiøse fascister i Syrien og Irak, som på jorden ikke mindst udkæmpes af kurderne (der også som oftest er muslimer). Denne kamp støtter jeg og SF varmt. Men vi er selvfølgelig først og fremmest nødt til at se på hvordan vi skaber forudsætningerne for demokrati, stabilitet og fred i Mellemøsten, således, at vi kan årsagsbehandle den konflikt og de modsætningsforhold, der har skabt krig, fanatisme og store flygtningestrømme i området.
Kan jeg nævne et land, hvor integrationen af muslimer er lykkedes? Ja, masser. I Danmark og resten af Europa (og verdenen) er integrationen af langt de fleste muslimer – i sig selv en meget forskelligartet gruppe – foregået uproblematisk. Der er dog i de seneste årtier desværre sket en segregation af visse marginaliserede muslimer i den vestlige verden. Social og økonomisk marginalisering, men også årtiers islamofobisk retorik fra højrefløjspopulister har desværre presset en desværre stadig større minoritetsgruppe af vestlige muslimer i retning af religiøs fanatisme og kulturalistisk fascisme. Og det er her vores politiske udfordring står i dag. Vi skal modarbejde denne marginalisering ved at standse den sociale og økonomiske marginalisering (nej til nye fattigdomsydelser!), vi skal stoppe den kulturalistiske højrefløjs kollektive mistænkeliggørelse af alle muslimer og alle flygtninge og så skal vi stå fast på vores demokratiske grundværdier og afvise alle former for religiøs fascisme og kulturalisme. Herunder skal vi insistere på, at Danmark ikke er monokulturelt, men derimod et flerkulturelt politisk fællesskab, hvor vi gensidigt anerkender og respekterer hinanden inden for lovens og det politiske fællesskabs rammer.
