LÆSERBREV: Paradoksal kritik fra Venstre



Andreas Boesen. Gruppeformand (S), 2. viceborgmester

Horsens Kommune skal spare 16,5 mio. kr. næste år, fordi Regeringen har valgt at afskaffe statens refusion på aktiveringsindsatsen for de fleste målgrupper og desuden fastlægge, at denne besparelse skal realiseres ved at skære på aktivitetsområdet. Det vil sige på aktiviteter som mentorordning, vejledning og opkvalificering, uddannelse og virksomhedsrettet indsats.

Derfor kan det virke paradoksalt – nogle vil endda mene useriøst – at Venstre pludselig mener, at den ramme, de selv var med til at fastsætte, ikke længere skal gælde.

Venstre har haft alle muligheder

Også timingen af kritikken kan undre. Venstre har selv være med til at give Beskæftigelses- og Integrationsudvalget opgaven med at finde Regeringens besparelser. I udvalget er der gang i en god og spændende diskussion af en ny forestående beskæftigelsesplan. Den plan skal fastlægge de værktøjer og initiativer, som udvalget er enige om vil hjælpe flere ledige og sygemeldte tilbage til arbejdsmarkedet.

Derfor kan det undre, at Venstre ikke kommer med deres forslag til nye beskæftigelsesfremmende tiltag i udvalget, når de nu netop er i gang med dette vigtige arbejde for at få endnu flere af vores ledige i job.

Men det kan nås endnu – og det håber jeg da, at Venstre vil benytte sig af – med respekt for den ramme, som Regeringen og Venstre selv har været med til at fastlægge.

Vigtigt med inspiration ude fra – men det handler om mennesker

Venstre pegede også på, at vi i Horsens skal se til Kerteminde Kommune, hvor man ifølge Venstres udsagn har afskediget 14 medarbejdere og fundet 7 nye til jobcentret, som efter sigende skulle være mere effektive.

Det er naturligvis positivt, at flere af Kertemindes borgere kommer i job – det gør flere Horsens-borgere i øvrigt også. Men at gå i pressen og motivere til fyringer af medarbejdere og ledere er meget langt fra Horsens Kommunes værdisæt og personalepolitik. Selvom det ikke er første gang, så er det ganske enkelt dårlig stil. Det er ikke det der skaber motivation og arbejdsglæde for de medarbejdere i jobcentret, der hver dag går på arbejde og løfter en kæmpe opgave.

Og så er jeg i øvrigt bekendt med, at den forelagte spareplan betyder, at Jobcenter Horsens kommer til at spare minimum 20 stillinger væk. Det løses bare ved naturlig afgang og interne rokeringer, frem for fyringer. Det er god stil.

Andreas Boesen
Bygholm Åvænget 6a
8700 Horsens
Gruppeformand (S)
2. viceborgmester

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025