
Leif Kristensen
Prisstigningerne, som medførte en hel del uro blandt de ældre, og læserbrevene i avisen. Selv Udvalgsformanden Ellen T Schmidt skrev et læserbrev. Det voldsomme pres på politikerne, og utilfredsheden fra brugerne og Centerrådene medførte at udvalgsformanden fik stoppet og sat prisstigningerne i bero, som forvaltningen havde indført til start pr. 1.marts 2019.
Udvalgsformanden gav udtryk for i Horsens folkeblad at der skulle nye politiske vurderinger og undersøgelser i gang, med henblik på at konfirmere de nævnte prisstigninger, som Horsens kommunes forvaltning var fremkommet til at ville indføre. Nu vil jeg håbe, at politikerne kommer med et fornuftigt oplæg til regulerede priser. Priser, som de ældre kan og har råd til at betale, så de kan beholde og dyrke det sociale netværk, som er helt afgørende for ældre personer. Undersøgelser, der er offentliggjort mange gange de senere år, viser at ældre, som spiser sammen, spiser lidt mere og har det socialt bedre ved samvær med andre personer over maden. Og ikke som foreslået af forvaltningens chef at de ældre kunne gå i Bilka og spise, en ret underlig udtalelse fra en kommunal chef, efter min mening.
Jeg vil samtidig håbe at politikerne ved deres møde også vil se på, hvor deres forvaltning placerer de ældre borgere her i Horsens kommune, som ikke kan klare sig mere i eget hjem, og skal på plejehjem. Ikke et ondt ord om Brædstrup og de plejehjem, som er derude. Jeg har hørt og hører jævnligt om at personer flyttes væk fra deres lokalområde, hvor de har boet i årevis, samt hvor deres nære familie ægtefælle eller børn bor, anvises til en plads i Brædstrup. 22 km hver vej her fra Horsens by. Har familien ikke egen bil er de dårligt stillet, busruter nedlægges og politikerne og deres Flex trafik er en dyr fornøjelse og bøvlet at bruge.
Jeg selv er født i Hansted, og har boet hele mit voksne liv i Egebjerg, som mange andre ældre herude, ønsker vi at blive her i vores nærområde, hvis og hvis at vi skal på plejehjem, tæt på venner og familien. Engang da havde vi Hansted Hospital med plads til 50-70 personer. I dag på Egebakken, da er der 11 pladser i pleje afdelingen og 10 i ældreboligerne på samme betingelser, som folk i eget hjem på. Med den voldsomme tilgang af nye beboere her i Egebjerg, så må der snart ske noget med udvidelsen af Egebakken.
Leif Kristensen
Østerhøjsvej 15 Egebjerg
8700 Horsens