Martin Ravn har fundet ud af, at undertegnede er socialist. Det er måske også meget rimeligt al den stund, at jeg er medlem af og lokalformand for et socialistisk parti. Men ellers er Martin Ravns læserbrev i Østbirk Avis Østjydsk Avis den 12. november en ren tour de force i mislæsning og misforståelser.
Jeg fornægter på ingen måde private aktører på dagtilbudsområdet. Og jeg fornægter heller ikke dialogen mellem kommunen og private aktører på dagtilbudsområdet. Jeg konstaterer bare, at den dialog der allerede er i dag er tilstrækkelig, og at årlige møder mellem private udbydere og kommunen i bedste fald er overflødige og i værste fald risikere at fjerne ressourcer, som kunne have været brugt til at styrke den kommunale indsats på området.
Når det er sagt, så er det min principielle holdning, at det ikke er en kommunal opgave at drive privat virksomhed. Når vi i dag har private aktører på børne- og skoleområdet skyldes det jo kun, at der ydes en massiv offentlig støtte til de private aktører. At der nu skal gøres endnu mere for at støtte og styrke de private aktører på dagtilbudsområdet mener vi i SF er absurd i en situation, hvor kommunen - under det massive pres for besparelser, som Venstre i øvrigt er ivrige tilhængere af - allerede har problemer med at give borgerne ordentlige velfærdsydelser. Når der bliver ”centraliseret” og sker forringelser af de kommunale dagtilbud i disse år, så sker det jo netop i forlængelse af de besparelser og ”effektiviseringer”, som Venstre selv landspolitisk og lokalt er så varme tilhængere af. Det er disse besparelser, som baner vejen for flere og flere ”private” - men langt hen af vejen altså offentligt finansierede - aktører på dagtilbudsområdet og andre centrale velfærdsområder.
Og hvad er så problemet med den privatisering af velfærden, som Martin Ravn og Venstre i overensstemmelse med deres liberalistiske fundamentalisme ønsker? Ja, hvor skal vi starte? Opdelingen i A- og B-hold, hvor de private aktører kan vælge og vrage i mellem hvem de ønsker at inkludere i deres tilbud? De forringede arbejdsvilkår for medarbejderne, som ofte følger i kølvandet, når en privat aktør overtager driften? De store problemer for fællesskabet det skaber, når en privat aktør pludselig går konkurs og igen overlader opgaven til fællesskabet?
Martin Ravn kalder SF’s position for enøjet socialisme, men er det ikke tunnelsynsliberalisme af værste skuffe at insistere på en privatisering af velfærden, når det samfundsøkonomisk og rent fornuftsmæssigt ikke giver nogen mening? Det synes vi i hvert fald i SF.
