Ravns selektive hukommelse



I et indlæg i Østbirk Avis beskriver byrådsmedlem og medlem af Børne- og Skoleudvalget for Venstre, Martin Ravn, hvordan han mener, at fornuften har sejret hvad angår udvalgets reviderede forslag til styrkelse af udskolingen. I SF kunne vi ikke være mere enige. Vi er meget glade for, at udvalget har besindet sig og er nået frem til en løsning, der giver kommunens skoler ro til at implementere skolereformen og bevarer en ledelsesform, der fortsat sikrer synlig og nærværende ledelse, og at man dermed har valgt, at det ikke er mavefornemmelser om gavnligheden af store enheder, der skal definere kommunens skolepolitik.
 Det er fornuftigt, at udvalget har lyttet til kritikken fra ledere, forældre, lærere og SF, der som det eneste parti (og byrådsmedlem) i byrådet kontinuerligt - i den debat, der er foregået det sidste halve års tid - har været skeptiske og afvisende over for tankerne om flere mastodontskoler. Særligt når vi endnu ikke har evalueret grundigt på erfaringerne fra Byskolen.
 SF har selvfølgelig presset på af de kanaler vi kunne uden at sidde i udvalget, og det er klart, at udvalgets reviderede forslag omkring udskolingen har ryddet en kæmpe hurdle af vejen for, at SF kan blive en del af årets budgetforlig.
 Hvad jeg dog ikke helt kan forstå er, at Martin Ravn nu lader som om, at han og Venstre på noget tidspunkt har kæmpet for at lade ”fornuften sejre”. Det må være et udslag af meget selektiv hukommelse, da jeg på intet tidspunkt har hørt Martin Ravn gå imod den overordnede logik, der gennemsyrede udvalgets første forslag. At større skoler med centraliserede ledelse på distancen er vejen frem for folkeskolen i Horsens Kommune. I sit indlæg holder Ravn da også i bedste liberale bøllestil fast i at true med fælles udskolinger, hvis ikke skolerne leverer på de mål, politikerne stiller op.
 Da udvalget kom med sit første forslag var der da heller ikke nogen mindretalsudtalelse fra Martin Ravn eller Venstre. Tværtimod støttede og forsvarede man forslaget, som udvalget da også selv i enighed havde fået formuleret. Martin Ravns indlæg må derfor nødvendigvis kategoriseres i afdelingen af gratis omgange.
 Men vi kan da som sagt kun være glade for, at Martin Ravn som alle de øvrige medlemmer af udvalget har revideret deres holdning til spørgsmålet.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025