
Formanden for byrådets velfærds- og sundhedsudvalg, Ellen T. Schmidt (ETS) tager i et læserbrev i HF den 15. december skarpt afstand fra, at vi skulle have beskyldt lederne i Horsens kommunes hjemmepleje for at være uduelige og uegnede til deres job.
Baggrunden er, at vi har kritiseret en beslutning om, at medarbejderne i hjemmeplejen skal afspadsere deres tillæg for weekendarbejde i stedet for at få det udbetalt. Vi har ikke, som ETS skriver, beskyldt lederne i Horsens kommunes hjemmepleje for at være uduelige og uegnede til deres job. Vi har ikke sat adresse på. Vi skrev: ”Vi i Maren Spliid Gruppen mener, at de ansvarlige bag beslutningen er uegnede til et lederjob. Det er en usmagelig og uintelligent udformet spareøvelse, som gennem grov udnyttelse af plejepersonalet indfører social dumpning i den offentlige forvaltning.” Vi har tænkt, at de ansvarlige bag beslutningen bl.a. kan være ETS. Desuden skrev vi, at alene en uduelig ledelse siger: ”som tak for Jeres store indsats, får I nu mindre i løn for det samme arbejde – eller mulighed for at arbejde mere for at tjene lønnen ind”. Og det mener vi fortsat!
ETS får også manipulerende ændret vores indlæg til at handle om overarbejde i stedet for weekendtillæg og vil belære os om respekt for overenskomster. Mage til subtil frækhed. Det er som Fanden læser Bibelen. Arbejdsgiveren bestemmer hvorvidt der skal afspadseres eller være mulighed for udbetaling. Arbejdsgiveren er her Horsens kommune med ETS i øverste ledelse, som formand for velfærds- og sundhedsudvalg. Og her bestemmer arbejdsgiveren så, at medarbejderne skal afspadsere deres tillæg for at forlade deres familie og arbejde på tidspunkter, hvor ETS og andre gode borgere kan holde fri. Hårdt tilkæmpede rettigheder forvandles til nedsat tid og lavere løn. Kunne det f.eks. tænkes, at disse tillæg kunne have finansieret en barnepige til børnene, mens mor var på arbejde?
Der er behov for, at man i Horsens kommune finder anstændigheden frem af gemmerne. Plej plejepersonalet, giv dem positiv særbehandling – de er guld værd!
Ellen T. Schmidt udtrykker forståeligt nok stor respekt for og ros til hjemmeplejen. Hvis de ansatte havde lov til at sige noget, ville de så have grund til at være lige så glade for Ellen T. Schmidt?