
Endnu engang er Horsens Kommune kommet i mål med et bredt budgetforlig. Set fra SF’s synsvinkel blev den største forhindring for en bred aftale ryddet af vejen, da Børne- og skoleudvalget efter sommerferien kom med et revideret forslag til styrkelse af udskolingen i Horsens Kommune. Her gik man fra et tidligere forslag om store skolesammenlægninger til et mere afdæmpet forslag omkring øget samarbejde mellem udskolingerne.
Børne- og skoleudvalget valgte i den forbindelse at agere på den kritik, som bl.a. SF, men også skolelederne og flere forældrebestyrelser havde rejst i foråret.
Dette var og er naturligvis glædeligt, men også en klar forudsætning for SF’s deltagelse i årets budgetforlig.
Alt er dog ikke fryd og gammen. Der opereres stadig med et årligt kommunalt effektiviseringskrav på 1 % af det samlede budget. Et krav, som ikke er bæredygtigt på sigt. Heller ikke selvom det lykkedes SF at få præciseret i årets aftale, at vi i kommunen som udgangspunkt ikke skal effektivisere mere end den ene procent, vi allerede effektiviserer med. En præcisering, der er blevet nødvendig efter at den nytiltrådte Venstre-regering har stillet krav om at få et såkaldt ”omprioriteringsbidrag” – på yderligere 1 % - fra alle landets kommuner.
De stramme rammer taget i betragtning er der dog også tale om en aftale med udsyn. Det er i hvert fald det vi har forsøgt at bidrage med fra SF’s side:
Horsens Alliancen udvides eksempelvis til også at være et samarbejde omkring uddannelse og opkvalificering af ufaglærte ledige, da det er altafgørende, at vi i en situation med økonomisk fremgang og efterspørgsel på specialiseret arbejdskraft får de sidste ledige hænder ind på arbejdsmarkedet.
Der afsættes 2 millioner kroner til flere hænder på dagtilbudsområdet. Antallet af vuggestuepladser udbygges. Lektiecafeerne evalueres og der åbnes for mere fleksibel holddannelse og 2-lærerordninger samtidig med at overgangen mellem folkeskole og erhvervs- og ungdomsuddannelser styrkes. Og så afsættes der betydeligt flere midler til ældre- og handicapområdet, hvor presset i disse år er ekstra stort.
Og endelig, så får unge, der ikke er tilknyttet en uddannelsesinstitution for fremtiden i regi af Headspace Horsens et tilbud om professionel rådgivning og akuthjælp i tilfælde af begyndende psykiske problemer eller lidelser, der kan stå i vejen for den unges udvikling og aktive deltagelse i samfundslivet.