
Steen Thomsen. Regionsrådsmedlem, DF Folketingskandidat i Østjylland
Alene sidste år fremlagde den socialdemokratiske regionsrådsformand Anders Kühnau centraliseringer af funktioner for 97 mio. årligt. Det har bl.a. betydet, at man ikke længere kan få en KAG-undersøgelse af hjertet i Viborg og Herning. Nu skal alle borgere fra Vestjylland helt til Aarhus, hvilket har fået ventetiderne til at stige.
DF var imod disse centraliseringer og var med til, at de blev nedbragt til 47 mio. årligt.
Herudover havde regionsrådet desværre vedtaget, at vi i 2019 skulle se på fordelingen af vores 5 akutsygehuse i regionens egen hospitalsplan, og Anders Kühnau slog fast, at man for første gang ikke havde låst sig fast på, at vi skulle bevare alle 5 akutsygehuse, hvilket ville skabe utryghed i og omkring akutsygehusene i Viborg, Horsens og Randers. DF har flere gange opfordret til at droppe sætningen om at sætte de 5 akuthospitaler til diskussion. Dette er nu imødekommet, da regionsrådet netop har vedtaget, at vi fortsætter med 5 akutsygehuse og alligevel ikke skal diskutere dette det kommende år.
Med regeringen og DF’s sundhedsreform er det slut med centraliseringer. Udover at fremtidssikre vores 5 akuthospitaler, slår aftalen fast, at alle øvrige akutberedskaber ikke flyttes. Tilmed placeres 4 nye akutberedskaber i region Midtjylland i form af akutlægebiler og ambulancer, så hjælpen kommer endnu hurtigere frem.
Og aftalen afsætter ekstra 930 mio. i region Midtjylland til bl.a. lokale sundhedshuse, så behandlingen kommer tæt på patienterne.
Herudover uddannes der 150 ekstra læger og 2.000 ekstra sygeplejersker med aftalen.
Socialdemokrater postulerer, at regeringen og DF vil centralisere. Det forholder sig stik modsat. Det eneste der centraliseres, er sikring af fælles standarder i Danmark, så en enkelt region f.eks. ikke kan sende førstegangsfødende hjem efter blot få timer.
Socialdemokratiet vil smide aftalen i skraldespanden. Det vil være synd for patienterne og vil risikere, at den hidtidige centralisering fortsætter.
Steen Thomsen
Regionsrådsmedlem, DF
Folketingskandidat i Østjylland
Sundgårdsvej 22
8700 Horsens