
Dansk Folkeparti har sammen med V og K valgt at forlade forhandlingerne om revision af vandsektorloven.
Regeringens udspil har været alt for pauvert og viste sig at medføre alt for meget bureaukrati og alt for mange omkostninger for de private vandværker, som kun har ét sted at sende regningen hen. Nemlig til forbrugerne.
I DF vil vi gerne effektivisere og gøre hele vandsektorlovgivningen mere fremtidssikret, men vi stod for langt fra miljøministeren i forhandlingerne. Vi mener i modsætningen til regeringen, at man bør fritage alle vandværker op til 600.000 m3 vand fra loven, så de undgår for meget bureaukrati og unødvendige omkostninger. En sådan ordning ville rette op på de dårlige arbejdsbetingelser som den nuværende vandsektorlov har pådraget landets vandværker. Her har man oplevet et bureaukratisk helvede, ekstra revisionsudgifter og en dyrere finansieringsform da de også har været underlagt forbud imod en sund opsparingsmodel.
Landets vandværker kan risikere at sende en ekstraregning på 500-900 kr. for det årlige vandforbrug ud til hver forbruger og det er ikke rimeligt al den stund at vandpriserne i forvejen er steget med 45% siden 2004. Målene med den nuværende vandsektorlov som blev vedtaget under Troels Lund Poulsens ledelse har tværtimod medført stærkt øget bureaukrati og alt for dyre vandregninger.
Vi vil ikke være med til at gøre det dyrere at drive virksomhed og dyrere at være dansker men Regeringen har ikke været villig til at finde en acceptabel løsning på den store skatteregning, der vil ramme de kommunale vandselskaber og dermed forbrugerne. Dansk Folkepart vil under ingen omstændigheder være med til at sende en ekstraregning på op mod 4 mia. kr. videre til forbrugerne. Desværre har miljøminister Kirsten Brosbøl vist sig ikke at være fremkommelig i det lange forhandlingsforløb, som vi har haft, og vi er ikke kommet en fornuftig og rimelig løsning nærmere. Så nu forventer vi at en ny aftale vil kunne indføres efter et kommende regeringsskifte.