Paw Amdisen, næstformand for Børne- og uddannelsesudvalget
Og her hopper kæden af for mig. Lad gå, at Venstre har en taktisk interesse i føre negativ kampagne mod borgmesteren. Det er jo deres ret, hvis de synes det er en hensigtsmæssig måde at lave politik på. Men jeg synes det er usmageligt, at man nu tager forældre og børn på Lindvigsvej som gidsler i sit taktiske spil.
Beslutningen om eventuelt at lukke Lindvigsvej var og er ikke klappet af på forhånd. Det var indlysende for enhver der var til det pågældende Koordinationsudvalgsmøde. Selvfølgelig skulle man ikke fremsætte punktet på en udvalgsdagsorden, hvis der ikke blandt partilederne var opbakning til at sætte punktet til diskussion i offentligheden. For offentliggør man først en dagsorden som denne, så sætter man selvfølgelig gang i rigtig mange ting. Venstre fortryder nu tilsyneladende deres opbakning til at sætte punktet på udvalgets dagsorden. Man synes nu det er ”fjollet at give sagen en politisk behandling”. Og man vil i stedet ”kigge på hele strukturen” (andre skolelukninger?).
Efter at have stået på Lindvigsvej i fredags med – naturligvis – oprørte forældre, der fortalte om ulykkelige børn og med rystede lærere og pædagoger, så er det slet ikke i orden, at Venstre nu faktisk mener, at punktet slet ikke burde behandles.
Venstres mål har altid været at svække folkeskolen i midtbyen. I 2010 var det Midtbyskolen man ville lukke. Dette førte til en proces, hvor man lavede skolesammenlægningen, som førte til den nuværende afdelingsstruktur. Det var i bakspejlet nok ikke den bedste beslutning. Men det fik den for Venstre ønskede effekt. Folkeskolerne i midtbyen blev svækket på bekostning af privatskolerne. Nu ønsker man så at lukke Lindvigsvej – godt nok først om 3-4 år – og så flytte eleverne til en ny folkeskole i Sydbyen. Herved vil elevgrundlaget for folkeskolerne i midtbyen endnu engang blive svækket.
I SF ønsker vi at styrke folkeskolen i midtbyen. Det er administrationens vurdering, at vi kan gøre det ved at koncentrere skoleaktiviteterne og økonomien på to afdelinger. Men er der ikke opbakning til denne model, så skal vi i SF’s perspektiv ikke lade Lindvigsvej leve i et limbo i 3-4 år, så skal vi derimod tage skeen i den modsatte hånd, lave en udviklingsplan for afdelingen og området, og så sætte alt ind på at skabe en levedygtig folkeskole på Lindvigsvej, som bliver et naturligt førstevalg for alle områdets børn.
Paw Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, næstformand for Børne- og uddannelsesudvalget
