
Det er ikke godt nok, specielt ikke, når man tager i betragtning, at Horsens ligger omtrent midt i det østjyske vækstbælte og har stærke virksomheder indenfor bl.a. fødevarer, industri og byggeri. Det kalder på handling, mener administrerende direktør i Business Horsens, Anders Killmann Petersen. Han fremhæver Horsens som en dygtig iværksætterkommune, selvom tallene for 2018 ikke lige peger i den retning. Noget skal der gøres. Det vil jeg gerne være med til.
Der skal arbejdes lokalt – og der skal arbejdes landspolitisk
I Venstre brænder vi for at styrke den danske iværksætterkultur. Vi har siden valget i 2015 arbejdet målrettet for at skabe flere iværksættere i Danmark.
Det er bl.a. sket ved at gøre det mere attraktivt at investere i iværksættere, ved at gøre det lettere for iværksætterne at finde en passende aflønningsform til deres medarbejdere. Vi er i fuld gang med at lette virksomhedernes administrative byrder, så både iværksættere og medarbejdere får bedre tid til at udvikle deres virksomheder.
Konkret har vi indført et investorfradrag og en ordning med aktiesparekonto, som gør det lettere at skaffe risikovillig kapital – vi har gjort det nemmere at tiltrække og fastholde nøglemedarbejdere ved at gøre reglerne for aktieaflønning mere fleksible. Senest har Venstre foreslået at sætte iværksætteri på skoleskemaet på alle ungdomsuddannelser, så uddannelsessystemet i højere grad bliver en medspiller i fremtidens udvikling og innovation.
Desværre ser det ud til, at Socialdemokratiet vil rulle disse tiltag tilbage, hvis de efter valget får magt, som de har agt.
Det er den forkerte vej at gå – vi skal tværtimod støtte og opmuntre de, der har mod og virkelyst til at forandre og udvikle verden med deres ideer til glæde for os alle.
Det er vores opgave at hjælpe dem på vej, så de kan realisere deres potentiale – Danmark skal være verdens bedste land for iværksættere, og Horsens skal være i front. Alle betingelser herfor er til stede netop her, ikke mindst med udgangspunkt i det eksisterende samarbejde mellem kommunen og erhvervslivet.
Jeg vil arbejde for, at mod, nysgerrighed og skabertrang får de bedst mulige vækstbetingelser. Vi skal sørge for, at de lovgivningsmæssige rammer er i orden, så den næste store danske iværksættersucces kan skabes i Horsensområdet.
Af Birte M. Andersen, folketingskandidat for Venstre i Horsens Kredsen