Foto: Flickr.com
Af Lone Buhl Pedersen, sognepræst Østbirk
De unge mennesker selv og vi forældre vi smiler og er så glade og stolte- for se der danser ens unge menneske!
Men er alle de unge mennesker nu også glade? Lancier vækker det glæde hos alle, der går i 3.g?
På mange gymnasier har eleverne allerede i 1.g aftalt, hvem de skal danse med, når de når til den store dag i 3.g.
Men ikke alle har været hurtigt ude. Ikke alle har fået en partner. Ikke alle elever er lige populære. Hvad gør den, der ikke har en partner at danse med? Hvad gør den elev, som ingen lige ønsker at danse med?
Skal den, der ingen dansepartner har evt. finde på en lille "hvid løgn" omkring, at dette Lancier/denne aften slet ikke er noget for mig, så jeg skal ikke med denne aften? Er der en venligsindet lærer, der træder til og tager dansen med den studerende, der er blevet "i overskud"?
Hvis gymnasiet er for alle - skulle vi så ikke sikre at festen, at denne Lancier er for alle? Skulle vi ikke skabe rammer, der kan sikre alle en god aften?
Kunne der trækkes lod om, hvem man skulle danse med?
Der er fem forskellige ture i denne dejlige selskabsdans - kunne man evt. danse hver tur med en ny?
Jeg er en stolt mor - til den skønneste søn, der skal danse Lancier. Min søn har en at danse med. Men det er for mig ikke rart at tænke på, at hos rigtig mange af de unge, har denne aften skabt en hel del utryghed i tiden forinden.
Og ja - nogle vil også nævne, at det er ved at tage overhånd, med biler og diverse køretøjer som de unge mennesker denne aften kommer i.
Livet er hårdt - ikke alle har lige kår. Men med øje og empati for hinanden kan vi sammen gøre denne skønne tradition med Lancier til den bedste aften - ikke kun for de fleste men for alle. Åh jeg håber, at det kan ske.
