
Børnene har allerede taget multibanen i brug. Foto: Langmarkskolen.
Den nye multibane på Langmarkskolen står nu klar til brug, og det skal fejres.
Fredag den 28. august kl. 14.00 vil klubfolk, forældre, beboere i Østbyen, samarbejdspartnere og politikere markere åbningen sammen med skolens udskolingselever og ansatte.
- Multibanen bliver en stor gevinst for både skolen, klubben og lokalområdet, og vi har ventet i spænding på, at den skulle blive færdig. Nu står den endelig klar, og vi håber, at rigtig mange vil være med til at fejre det, siger Christian Christensen, der er afdelingsleder på Langmarkskolen.
Den officielle snoreklipning står kulturudvalgsformand Kristian Dyhr (V) for, og herefter bliver der en lille opvisningskamp mellem elever fra skolen og et blandet hold af voksne.
Fejringen fortsætter om aftenen, hvor Oldboys holdet fra Horsens Forenede Sportsklubber og Oldboys Landsholdet spiller kamp på Casa Arena. Kampen fløjtes i gang kl. 18.30.
Oldboys Landsholdet gæster HfS i anledning af 100 års jubilæet i år. Derfor vil alle udskolingselever på Langmarkskolen få udleveret en billet til kampen.
Multibanen, der er blevet realiseret via et partnerskab mellem Horsens Forenede Sportsklubber og Langmarkskolen, er støttet af Nordea-fonden og DBU, Lokale og Anlægsfonden samt Udviklingspuljen under Folkeoplysningsrådet i Horsens Kommune.