
Learnmark Gymnasium HHX & HTX og Learnmark Business er repræsenteret med i alt 220 elever, når Horsens Kommune den 7. og 8. oktober 2015 samler 750 elever fra hele kommunen til en innovationskonkurrence i Forum Horsens.
Learnmark-eleverne har ifølge Kim Hartvig Sørensen, konstitueret direktør, et godt udgangspunkt for at deltage i den årligt tilbagevendende innovationscamp.
”Innovation og iværksætteri er en del af undervisningen på alle vores uddannelser. På Learnmark Business trænes eleverne gennem praksisnære uddannelsesforløb i at tænke og arbejde på en nyskabende måde. Innovative unge er nemlig meget bedre rustet til at kunne klare erhvervslivets krav. På HHX er der en særlig innovations-studieretning, og på HTX er innovation en del af uddannelsens DNA, når eleverne ideudvikler og producerer egne opfindelser,” fortæller Kim Hartvig Sørensen.
På Learnmark Gymnasium HHX & HTX har omkring 100 elever netop været på en innovationscamp, hvor de har arbejdet intenst med idégenerering som en del af et nyt koncept kaldet Young Business. Målet med Young Business er at etablere små fysiske iværksættermiljøer på skolen, hvor elev-virksomheder på sigt skal pible frem.
Tema: Food entrepreneurship
Det overordnede tema for innovationscampen er food entrepreneurship, hvor eleverne i grupper på tværs af uddannelser skal komme med konkrete forslag til fremtidens spisested for unge i 2020.
Vinderne af konkurrencen kåres torsdag den 8. oktober 2015 omkring kl. 15.00, og der findes en vinder inden for disse otte kategorier:
· Samlet vinder
· Bedste forretningskoncept
· Vildeste idé til løsning eller delløsning
· Bedste prototype
· Gruppen med bedste teamspirit
· Gruppen, som laver den bedste pitch
· Den mest praksisnære løsning
· Gruppen, som flest deltagere har stemt på.
Præmierne er et citygavekort på 400 kroner pr. deltager pr. vindende gruppe.