
Lions-præsident Knud Erik Kristensen med kalenderen, flankeret af Leif Kragekjær (t.v.) og Allan Skou Larsen, hhv. kunstner og tekstforfatter. I baggrunden Fiskerhuset ved Boller, et af kalenderens motiver, nemlig for januar, som Kristensen fremviser.
En ny aktivitet i Lions Club Horsens Bygholm bliver en håndsrækning til flygtningebørn i kommunen. Det er en kunstkalender, som er kommet i handelen her op til jul, men som absolut også kan købes ind i det nye år! Overskuddet fra salget skal hjælpe flygtningebørn – og deres forældre – ud i klub- og foreningslivet for at styrke integrationsindsatsen.
- Vi indsamler penge gennem forskellige aktiviteter for at kunne støtte sociale og humanitære formål lokalt, nationalt og internationalt. Men vi skal ikke bare gøre, som vi altid har gjort. Vi skal også tænke i nye baner, forklarer Knud Erik Kristensen, som er præsident i klubben i 2015-16.
- Ideen blev født sidste år, uden der var et konkret formål. Nu realiseres den, og med flygtningestrømmen til Danmark har vi også fundet et formål: Nemlig at yde støtte til syriske flygtningebørn i Horsens-området, så de kan komme ud i klubber og foreninger, fortsætter Knud Erik Kristensen.
Ud i foreningslivet
Flygtninge fordeles til landets kommuner, når de har fået opholdstilladelse i Danmark. Herefter skal den enkelte flygtning i gang med et integrationsprogram, hvori indgår danskundervisning og introduktion til det danske samfund.
Drejer det sig om en flygtningefamilie med børn, er det i Knud Erik Kristensens øjne oplagt at få børn og voksne ud i klubber og foreninger.
- Børnene skal aktiveres ved sport og andre fritidsaktiviteter. Det bør ske så snart som muligt efter ankomsten hertil. Forældrene skal med for at støtte deres børn, møde danskerne – og forhåbentlig blive en ressource i foreningerne i den tid, de er i lokalområdet, fortæller Lions-præsidenten om projektet.
Overskuddet ved salget af kalenderen kan eksempelvis dække kontingent for flygtningebørn, der også kan være såkaldte uledsagede børn. Foruden til kontingent kan man forestille sig støtte til materialer og udstyr.
Knud Erik Kristensen tænker, at støttekronerne fra Lions Club Horsens Bygholm kan indgå i en særskilt pulje, som Horsens Kommunes flygtningekoordinator kan disponere over. Hvis kommunen selv kan foreslå noget andet, er Lions-klubben lydhør.
- Det skal være så lidt bureaukratisk som muligt for både flygtningene, klubber og foreninger, kommunen og os, slår han fast.
Borgmester-ros
Borgmester i Horsens Kommune Peter Sørensen roser Lions Club Horsens Bygholm for initiativet.
- Jeg kan kun bifalde, at en organisation som Lions Club ønsker at bidrage til en vigtig lokal integrationsindsats. Det er rigtig godt, at Lions går ind og er med til at hjælpe nyankomne flygtningebørn i gang i byens foreningsliv, siger han.
- Vi har afstemt med Broen Horsens, at vi ikke uforvarende træder ind på deres domæne. Denne forening hjælper udsatte børn til en aktiv fritid, men har ikke kapaciteten til også at medtage flygtningebørn. Vi bliver et supplement til Broens indsats, siger Knud Erik Kristensen.
DIF’s projekt Get2Sport, som bl.a. udbreder idrætstilbud til flygtnings og indvandrere, opererer ikke i Horsens.
- Så vi træder stort set alene ind på banen og kan give flygtningebørn en god start her i Horsens. Hjælpe til at dække nogle behov, som helt klart findes. Bane veje, som måske ellers kan være besværlige. Hvor mange penge vi kan hjælpe med, ved jeg af gode grunde ikke, da vores kalender kun lige er kommet i handelen. Men jeg er fortrøstningsfuld.”
Lions-aktiviteter
Lions Club Horsens Bygholm er den ene af de to Lions-klubber i byen. Den tjener penge ved aktiviteter som en bod på Middelalderfestivalen, banko, salg af julemærker – og nu altså salg af en kunstkalender.
Pengene fra aktiviteterne går til en række sociale, humanitære og kulturelle formål. De ridses op på bagsiden af kalenderen. Indsatsen for flygtningebørn er ikke nævnt specifikt – men bliver det til næste år, når erfaringerne er indvundet.
Kalenderens billeder er motiver fra Horsens by og omegn, såsom fiskerhuset i Boller, enkeboligen på Fugholm, Claus Cordsens Gård og Brænderigården, disse står kunstneren Leif Kragekjær for. De tilhørende tekster er skrevet af arkæolog og kulturhistorisk formidler Allan Skou Larsen.
Kalenderen fås i to størrelser til hhv. 90.00 og 130.00 kr. Den sælges fra Adams Kiosk, Vinoble i Hestedamsgade, Nørretorvs Kiosk, Fængslet Fussingsvej, Industrimuseet Gasvej, Kunstmuseet Sundvejen, og kan bestilles på tlf. 30 55 40 60 eller 40 68 67 05. Ved køb af større oplag er stykprisen lavere. Kalenderen kan bruges af firmaer og påtrykkes en jule- og nytårshilsen – eller en reklame.