Med forårts komme begynder folk også at tænke på sommerfester med telt i haven, men for betyder Løsning Telt- og Serviceudlejning betyder det ikke at man skal vækkes fra er vinterhiet.
- Vi har rigeligt at se til hele året og keder os heldigvis aldrig, siger Jonna og Brian Simonsen, der siden 1993 har drevet firmaet på Vandmøllevej. Her kører serviceudlejningen med borde, stole og hvad dertil hører af glas, tallerkener, bestik, kopper og duge nemlig på fulde omdrejninger, mens regn og slud slår på ruden. Det er sæson for halfester, og her er markedet stort.
- Vi er ved at gøre klar med hundredvis af borde og stole, som i denne måned skal til Kandis-bal i Givskud Hallen, hvor der kommer 450 mennesker, og til Bierfest i Hornsyld, hvor der ventes over 750 gæster. Og året rundt har vi et rigtig godt samarbejde med Hedensted Centret, understreger Jonna Simonsen.
Telefonen afbryder igen i det nyindrettede kontor, der er charmerende opført i den forreste del af drive in-hallen. Det er herfra, hun udskriver køresedlerne, som gemalen tilpasser sine ruter efter.
- Vi har delt forretningen op, så vi hver især har vore kompetencer. Mens jeg styrer og koordinerer ordrerne, så er Brian rundt med teltene. Vi supplerer på den måde hinanden godt, så her i firmaet er det ikke tilladt at lægge sig syg, ler hun højlydt.
Manglede bestik til sin egen konfirmation
Det var lidt af en tilfældighed, som gjorde, at de blev selvstændige i branchen, som Jonna næsten har fået ind med modermælken.
- Mine forældre manglede på et tidspunkt det, der skulle til for at dække op til festen i haveteltet, da min bror tre år før mig skulle konfirmeres - både lokaler, borde, stole, bestik med mere. Det fik dem til selv at starte op med serviceudlejning i Barrit, og da det så blev min tur i kirken, behøvede de ikke at skulle ud og låne service her og der, forklarer hun.
Teltforretningen er forlængst blevet en livsstil for dem begge. De er på forkant med udviklingen i en branche, der ikke som mange andre har været kriseramt.
- Krisen betød jo netop, at folk skruede ned for udgifterne til dyre fester, som kom os til gode. Det er jo immervæk billigere at leje et festtelt end at holde fest på en kro eller restaurant, fastslår Jonna Simonsen.
Store Bededag er eksempelvis en dag med rigtig mange konfirmationer. Her har Løsning Teltog Serviceudlejning, der kan klare op til 2500 siddepladser under teltag, da også alt forudbestilt.
Er certificeret
Jonna og Brian Simonsen var blandt de første, der blev certificeret, da Energistyrelsen i august 2014 skød den nye certificeringslov om regler for transportable telte i luften, der trådte i kraft 1. januar 2015.
- Her må ikke slækkes på kravene, da det hele jo handler om kundernes sikkerhed, understreger både Jonna og Brian Simonsen.
Partybiksen er sidste skud på stammen hos Løsning Service- og Teltudlejning. En hjemmeside med salg af bl.a. duge, servietter og lys, som er blevet populær og kræver sine daglige ture til posthuset med ordreekspeditioner.
- Efter snart 25 år i branchen oplever vi, at folk kommer igen og igen. Mere end halvdelen af de folk, som vi skal ud til i bededagsferien, er kunder, som vi har haft tidligere, siger Jonna Simonsen og tilføjer, at firmaets hjemmeside sågar har givet kunder fra udlandet:
- Folk kommer hjem til Danmark for at fejre f.eks. konfirmation eller bryllup og har set vores tilbud på nettet. Det, synes jeg egentlig, er helt fantastisk.