Lokale anlægsstruktører og tagdækker DM i Skills



Julius Erik Nielsen er i lære hos Olsen´s Entreprenør Service ApS i Brædstrup og er udlært i september 2021. Mark Carbel Svendgaard er i lære hos Entreprenørfirmaet Jens Jørgensen Brædstrup A/S og er udlært i marts 2021.

Nicolai Junge Mikkelsen er i lære hos Hetag Tagdækning Syd A/S i Hedensted og er udlært september 2019.

Learnmark Techs DM-deltagere vandt også tre arbejdsmiljøpriser inden for deres fag.

Anlægsstruktørerne Julius Erik Nielsen og Mark Carbel Svendgaard. Tagdækker Nicolai Junge Mikkelsen.

Bygningsstruktør Sebastian Adam Christensen, i lære hos H.D. Byg Ejstrupholm ApS, og Marc Casper Johansen, i lære hos Hovedgård Entreprenørforretning ApS. Begge er udlært september 2019.

Eftertragtet titel

I tre dage har Learnmark Techs Skills-deltagere konkurreret mod Danmarks dygtigste inden for deres fag, hvor præcision, høj faglighed og koncentration har sikret dem den eftertragtede titel. For de to anlægsstruktører har tre lange og hårde konkurrencedage været det hele værd.

- Det er fedt at tage begge priser, og vi er heldige, at både vores familier og mestre er her i Næstved i dag. Det har været fedt at være med til DM i Skills, og det var en forløsning, da vores navne blev råbt op – heldigvis var vi nogle af de første, sagde de Julius Erik Nielsen, da han sammen med sin makker stod ved deres vinderopgave efter afslutningsceremonien.

Til DM i Skills har makkerparret haft 21 timer til at lave en tredelt opgave, som bestod af både belægning og afløbsinstallationer, og de har under hele DM sat en ære i at gøre deres arbejde godt og at forlade arbejdspladsen ryddeligt til fyraften.

- Det kan man lige så godt! Vi gør arbejdet godt første gang, der er ingen grund til, at vi skal lave det to gange. Vi har undervejs været gode til rose hinanden, når den ene har lavet noget, der var godt – og vi har også sagt, hvis den anden har lavet noget, der ikke var så godt, siger Mark Carbel Svendgaard. Han kan sammen med sin makker ikke forlade DM i Skills, før de en sidste gang har ryddet op – helt op.

Spændt tagdækkervinder

Til DM i Skills har tagdækker Nicolai Junge Mikkelsen haft 21 arbejdstimer til at lave to opgaver: Tagdækning af skråtag med vindue og lister og tagdækning af fladt tag.

- Det var ikke så slemt, da de til kåringen råbte fagene op, der begyndte med A, B og C, men da de kom til S, begyndte jeg at blive nervøs. Jeg havde ikke regnet med at vinde, men jeg havde håbet på det. Jeg har ikke ringet til min mester endnu, men jeg glæder mig til at fortælle ham, at jeg har vundet, fortalte den glade vinder foran sin vinderopgave.

Det er fjerde år i træk, at en tagdækker fra Learnmark Tech vinder DM i Skills.

Stolte mestre fejrede anlægsstruktørerne

Begge anlægsstruktørers mestre var kørt til Næstved for at bakke deres lærlinge op.

- Julius har ikke været hos os så længe, men vi har hurtigt mærket, at han er dygtig, og at han ved, hvordan han skal gribe arbejdet an. Han er ikke ret langt i sin uddannelse, og skal snart på første hovedforløb. Det er godt gået at vinde DM i Skills så tidligt i sin uddannelse, siger Lars Olsen, medindehaver af Olsen´s Entreprenør Service.

Lars Roslyng, der er medejer af Entreprenørfirmaet Jens Jørgensen, var også stolt af sin lærling Mark Carbel Svendgaard.

- Jeg vidste godt, at Mark er en dygtig anlægsstruktør – han arbejder hver dag sammen med mange dygtige svende, så det er en cadeau til hele firmaet. Mark er meget lærenem, og han ved, hvad han vil. Det er godt, fastslog DM-vinderens mester. 

Respekt for godt håndværk og stærk vilje

Kim Clausen, der er afdelingschef på Learnmark Tech, har fulgt konkurrencedeltagerne til DM i Skills. Og han er stolt af alle Learnmark Techs otte deltagere og det, de har præsteret til danmarksmesterskabet.

- At kvalificere sig til DM i Skills er i sig selv imponerende. Konkurrencen er hård, og vores deltagere har konkurreret mod mange dygtige lærlinge. At både, en af vores tagdækkere og vores anlægsstruktører vinder DM i Skills, er ekstra flot! Jeg har stor respekt for vores deltageres håndværk på højt fagligt niveau og for deres stærke vilje – DM i Skills er hårdt arbejde i en presset konkurrencesituation, understreger Kim Clausen og takker samtidig faglærerne for deres store indsats i forbindelse med DM i Skills og deres engagement i, at det går deres elever godt.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025