Lokale tagdækkere og brolæggere deltager i DM i Skills



Anders Christiansen, 19 år
- brolæggerlærling hos J.A. Brolægning v/ Jørn Ole Andersen i Herning, bor i Hammerum. Udlært marts 2021

Simon Milo Spring, 21 år
- brolæggerlærling hos Svend Erik Lind A/S i Horsens, bor i Søvind. Udlært september 2020

Stefan Fogt Stærmose, 20 år
- tagdækkerlærling hos Icopal Århus, bor i Vejen. Udlært september 2020

Jesper Kragelund Sørensen, 21 år
- tagdækkerlærling hos Sørens Tagdækning i Aulum, bor i Herning. Udlært september 2021

Brolæggerne konkurrerer som et hold, mens tagdækkerne deltager individuelt i konkurrencen.

Derudover deltager stenhuggeruddannelsen på Learnmark Tech med en præsentationsstand, hvor besøgende blandt andre kan møde en stenhuggerlærling, en stenhuggersvend og en underviser på stenhuggeruddannelsen.

En drøm går i opfyldelse

20-årige Stefan Fogt Stærmose, der er i lære som tagdækker, ville meget gerne have deltaget i DM i Skills sidste år, men kvalificerede sig desværre ikke. Det gjorde han i år, og han glæder sig meget.

- Da jeg fik beskeden om, at jeg var udtaget til DM i Skills, blev jeg glad og stolt, jeg havde virkelig set frem til det og håbet på det. DM i Skills er stort, fordi det er bekræftende, at man laver et flot stykke arbejde og viser sit fag frem. Jeg forventer, at der kommer mange mennesker og ser mit håndværk. Jeg ved, at jeg bliver rigtig nervøs over alle de øjne, der kommer til at hvile på mig, men jeg er superglad over at skulle med. Det bliver en ubeskrivelig oplevelse, fortæller Stefan Fogt Stærmose.

Mester med tradition for Skills-deltagere

Tagdækker Jesper Kragelund Sørensen føler et vist pres forud for DM i Skills. To af hans makkere fra Sørens Tagdækning har deltaget i DM i Skills, og den ene af dem blev danmarksmester i 2014.

- Jeg havde ikke selv regnet med at gå videre fra regionsmesterskabet til DM i Skills, så jeg var lidt overrasket over, at jeg kom med, men jeg blev meget glad.

Det er et klap på skulderen, at man kommer med til det her. Det er jo stort. Min mester blev selvfølgelig også meget stolt - jeg er den fjerde elev, han har med til DM i Skills. Mine forældre og min lillebror kommer måske og ser mig om lørdagen, og så har mit firma lejet en bus, så jeg tror, de er 15, der tager til København for at heppe, siger en spændt Jesper Kragelund Sørensen.

Det kommer stensikkert til at gå godt

Brolæggerne Simon Milo Spring og Anders Christiansen deltog også i DM i Skills i 2019, hvor de kom på en 2. plads – og i et interview forud for DM i Skills fortæller de blandt andet, at de drømmer om at vinde i år.

- Det var en stor oplevelse at være med sidste år, og i år er vi bedre forberedt på, hvad der venter os, og vi kommer endnu skarpere end sidste år. Vi var overraskede over, hvor mange mennesker der kom og kiggede, og det var lidt et pres. Siden sidste år er vi både blevet hurtigere og dygtigere til vores håndværk, og det betyder forhåbentlig, at vi kan nyde oplevelsen mere, end vi kunne sidste år. Taktikken er, at vi skal tage oplevelsen mere ind og være dybt seriøse. Vi har en plan og ved, hvad hinanden gør – det skal bare køre, og det kommer det stensikkert til. Vi går efter guldet. Det kunne være sjovt nok at vinde.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025