Lov udfordrer fortsat ridesporten



 

Loven trådte i kraft i 2008 og dikterer en række krav til klubbernes fysiske faciliteter (bl.a. staldene og foldene). Den bliver implementeret gradvist frem til 2020, og undersøgelsen viser, at 39 procent af klubberne allerede på nuværende tidspunkt lever op til alle de lovkrav, som skal overholdes senest i 2020.

Til gengæld viser undersøgelsen ’Rideklubber i Danmark’ også, at 21 procent af de klubber, som ikke lever op til alle kravene, ikke har konkrete planer om at bygge om. Blandt disse klubber svarer næsten hver femte, at de sætter deres lid til, at loven ændres.

Men det kommer ikke til at ske, siger Dansk Ride Forbunds formand, Ulf Helgstrand. Heller ikke selvom rideforbundet har indsendt en række ændringsforslag til loven.

”Ændringsforslagene har karakter af justeringer, og de kommer ikke til at ændre de dyre konsekvenser af loven. Derfor bekymrer det mig, at der er nogle klubber, som satser på, at loven ikke bliver til noget, for det gør den. Undersøgelsen fra DIF Analyse fortæller os, at vi i endnu højere grand skal informere klubberne om, at loven er en realitet,” siger Ulf Helgstrand.

Loven skal sikre bedre hestevelfærd og indeholder en række krav til blandt andet boksstørrelser, loftshøjde, lysindfald og foldstørrelser. Michael Fester fra DIF Analyse, der står bag undersøgelsen, fraråder klubberne at være afventende og passive.

”Det er en helt forkert strategi at vente og se, hvad der sker. Det er økonomisk meget omfattende ombygninger, som kræves, og klubberne kan ikke trylle de nødvendige millioner frem på et øjeblik. Det tager tid at skabe den nødvendige økonomi, og derfor gælder det om at komme i gang med det samme,” siger Michael Fester.

Undersøgelsen ’Rideklubber i Danmark’ baserer sig på en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse med besvarelser fra 219 rideklubber. Ud over afsnittet om lovgivning bliver der i undersøgelsen også set nærmere på emner som eksempelvis medlemstal, frivillighed og uddannelse. 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025