
Der er for meget lukkethed i byrådet i Horsens. Bl.a. var der ingen debat i byrådssalen i forbindelse med 1. behandlingen af kommunens budget, da aftalen var forhandlet færdig inden. Dermed har vi som partier ikke mulighed for at diskutere de fordele og ulemper, der er ved de forskellige partiers forslag til budgettet, for åbne døre.
Jeg har gentagne gange anmodet om, at kommunes budgetforhandling først starter efter 1. behandlingen, hvilket i praksis betyder, at forhandlingerne bliver rykket nogle få dage. Dette er der desværre ikke lydhør for fra de øvrige partier. Jeg undrer mig over, at så mange politikere ønsker denne lukkethed. Jeg ser det som en trussel mod interessen for det kommunale selvstyre i fremtiden og dermed også mod demokratiet.
Før sidste kommunalvalg besluttede et flertal uden om Venstre at bruge penge på at åbne stemmesteder i Sundbakken på Hybenvej og i Sejet. Stemmesteder hvor der kun kom ca. 500 vælgere. Her talte man om styrkelse af lokaldemokratiet og om at skabe større engagement hos vælgerne i de lokale beslutningsprocesser.
Jeg tror, at det i højere grad vil underbygge dette ved at skabe åbenhed i det arbejde, vi udfører i byrådet. Det kunne bl.a. ske ved at indføre web-tv til byrådsmøderne, og ved at have en åben debat om de forskellige beslutninger vi træffer.
Desværre går udviklingen med borgmesterens velsignelse den anden vej.