Elever skal finkæmme mark



To elever fra 8.a. på Lundskolen – Marc Lohmann Frandsen til højre og Rune Lund Andersen – tester udstyret, inden det onsdag skal afprøves i stor skala af eleverne på 7. årgang. Foto: Lundskolen.

Skulle øjet onsdag den 12. august mellem 10.30. og 11.30 falde på en samling unge mennesker, der med metaldetektorer og koncentrerede blikke afsøger en mark, så er der ingen grund til uro.
 Elever fra Lundskolens to 7. klasser leger bare arkæologer.
 I forbindelse med projektet ”Børn og voksne vil lede efter fortiden” har skolen fået 10 metaldetektorer og lige så mange pinpointers.
 Sidstnævnte kan udpege det helt præcise sted for et fund, efter at metaldetektoren har givet udslag.
 Ifølge projektleder Bent Ole Nielsen, Lundskolen, er det formentlig første gang i Danmark, at et projekt, hvor elever ved hjælp af højteknologisk udstyr skal finde og registrere arkæologiske fund, bliver afprøvet i folkeskolen. Og såvel lærere som elever forventer sig meget af det.
 - Vi regner selvfølgelig med at finde en eller flere spændende reminiscenser fra fortiden i form af metalgenstande fra landbrugsredskaber og andet, siger Bent Ole Nielsen og tilføjer, at projektet indeholder flere elementer, som går i tråd med folkeskolereformen:
 - I stedet for at sidde på skolebænken og lære om historie skal eleverne ud i frisk luft og have ”hands on”. Samtidig lærer de om lokalhistorie, og de får styrket deres evne til at arbejde systematisk med ny teknik og til at samarbejde. Sidstnævnte omfatter blandt andet samarbejde med Horsens Museum om registrering af fundene.
 Vel hjemme igen på skolen skal eleverne skrive en rapport om arbejdet.
 Projektet, der foregår i samarbejde med foreningslivet i områderne ved Vrønding – Lund – Lundum, er støttet af Simon Spies Fonden, Familien Hede Nielsens Fond og Sydbank Fonden.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025